Chr.BayerGamleMinder_1925

L. M O L T K E , F. H. E I B E, A. C. E. F L I N C H

glipper Bergsøes Hukommelse, men han slutter saa smukt) »da jeg fulgte (til Graven) den smukke, kærlige Dreng, tænkte jeg med Smerte paa, at han mulig kunde have levet endnu, hvis jeg havde hørt hans indstændige Bønner om at ledsage ham«. Det blev en dyb og smertefuld Sorg for For­ ældrene og Søsteren, han var, som der staar paa hans Grav: Forældres og Søsters Haab og Glæde. For mig blev det ogsaa en Sorg og et Savn, da Andreas altid var god og kærlig imod mig, og det rørte mig meget, at Fru Moltke med Taarer gav mig hans Uhr, som vistnok havde været ham en kær Eiendel. Jeg kan forstaa, at Bergsøe, som ung Student, har været en fortrinlig Lærer og Le­ der for unge Mennesker, med sin egen varme paa- gaaende Interesse for Naturens Vidundere. Eibes havde dengang to Børn, Rasmus og Ag­ nete, og de sluttede sig snart til mig; Eibe, som om Sommeren boede paa Landet og i 1856 i Ved­ bæk, gav mig en lille Ferie fra Torsdag til Man­ dag; jeg tumlede mig af Hjertens Lyst med de venlige Børn i det smukke »Eenrum Have« og paa Frydenlund hos Frk. Rieffesthal. Fru Eibe var en statelig og venlig Dame, som vist havde stor Godhed for mig, og jeg var hende hengiven med Liv og Sjæl, hvor jeg kunde være til Nytte, hvad der især kom frem, naar Eibe, som af og til hændte, var syg; han skaanede sig saa lidt selv, at han ofte forsømte Maaltiderne og der* nødvendigste Hvile, hvilket vistnok bidrog stærkt til at forkorte hans Dage.

6 7