S_BilledeborgenKøbenhavnsRådhus_1905-2005

ØBENHAVNS nye Rådhus blev bygget i en tid, der i smagsmæssig henseende var famlende og usikker. Tiden forud havde gennem et halvt hundrede år været en smags­ mæssigt dekadent periode. Kunstens tidligere så blomst­ rende enge var blevet pløjede op af en ny tids maskinplov. På veje, hvor tidligere herrer og svende havde redet deres egen hest eller kørt deres individuelle kørsel til arbejde som til fest, dér kom nu lokomotivet farende ad snorlige jernvejsskinner. Hurtigere og hur­ tigere skulle det hele gå. Dampen kom i energiens sted. Det meka­ niske snilde udslettede initiativet hos den store flok, der ikke mere fik lov til at føle sig som enkeltpersoner, de hørte nu til blandt mas­ serne.« I sin lille erindringsbog »Minder og Maal« fra 1929 skriver Jens Møller-Jensen (1869-1948) om, hvor glad hans ellers hidsige og strenge mester i Silkeborg sang, når han med palet og malerstok i dekoratøren Hilkers stil malede blomster og fugle på tidens dør­ fyldninger. Da Møller-Jensen i 1888 tager til København, får han job som malersvend på Martin Nyrops udstillingsbygning ved Tivoli, netop hvor det nye rådhus senere skyder i vejret. Og hvor han kom til at arbejde direkte sammen med bygmesteren som dekoratør. »I en tid, hvor tør kopiering og imitation af stil og materiale blev regnet for håndværkets højeste ydelse, var det arkitekten professor Martin Nyrops store fortjeneste, at han kunne tro på kunst i hånd­ værket og på kunstnerne og håndværkerne i een person. Netop herved blev Martin Nyrop en banebrydende fører for bygnings­ kunsten i Norden. Hans levende forståelse for værdien i arbejdsprægets og materia­ lets ægte karakter gav ham en så trofast kærlighed til alt, hvad der udmærkede håndværket i dettes bedste perioder, at han selv villigt

141