S_BilledeborgenKøbenhavnsRådhus_1905-2005

CIGAR OG SPLITFLAG Vilhelm Jespersen, tidl. ekstraskriver, kontorchef og kommunaldirektør, ansat på Rådhuset 1902-39, blandt andet som Finansborgmester Jens Jensens nære medarbejder: Borgmester Jensen v a r et fortrin lig t hoved. D e t v a r han selvfølgelig p å det rene med; men det blev han ikke selvfølende eller vig tig af; det gjorde ham kun tryg. ( ...) Som po litiker v a r han socialdemokrat;forstående o v e r fo r anderledes sindede, men afgjort socialdemokrat. D e t blev han ve d m ed a t væ re til det sidste; også hans instinkter v a r og ve d ­ blev a t være socialdemokratiske. Jeg husker engang v i talte om Rådhusets fla g , hvis skygge man fra Borgmesterens kon tor kunne se p å Paladshotellets vinduer; det er et splitflag. I en eller anden anledning gjorde je g en bemærkning om, a t R ådhu set i sin kommunale egenskab ingen ret havde til a t føre splitflag, men a t det m å tte være den omstændighed, a t O verpræsiden ten, den kongelige embedsmand, h avde kon tor her, som begrundede denne ære. M å sk e kunne det høres p å m in stemmeføring, a t det v a r en æ tling a f kongelige embeds- mænd, der talte. Borgmesteren vendte sig om og så p å m ig m ed et blik fu ldkomm en fra oven og nedad, han værdigede ikke den fars-søn s va r p å en så ta rvelig bemærkning. For ham v a r det en g iven sag, a t det, som g a v Rådhu set p ræ g og ære, var, a t her havde byens folkeva lg te styre til huse. »Fra fo lket v i kommer, til fo lk et v i går.« ( ...) Politisk set er lønsagerne meget ubehagelige a t have m ed a t gøre fo r dem , der hører til det rege­ rende parti, og ikke m indst gælder dette fo r en socialdemokratisk politiker. D e t v a r derfor ikke ukæ rt fo r Borgmester Jensen a t kunne tro, a t han v e d tid og lejlighed kunne fordele an svaret lid t v e d a t vise det fra sig og over til de andre borgmestre. A t han, når det kom til stykket, a ltid selv ville lægge ryg til, er en anden sag; men bevidstheden om, a t han havde en mulig­ hed fo r a t skyde over p å de andre, ville han i dette øjeblik ikke gerne slippe. O g det m å tte han, når der blev oprettet et særligt lønkontor, der henhørte under mag. 2. a fd ., hans egen. D ette mener je g v a r den egentlige g ru n d til, a t han holdt igen, skøn t han ikke kunne være uvidende om, a t stillingen v a r ve d a t blive uholdbar fo r mig. M en til m ig sagde han, a t han ikke kunne gøre os alle til kontorchefer. En dag i begyndelsen a f ja n u a r 1 9 1 7 fik je g im idlertid a t vide, a t nu v a r Børresen bleven kontorchef. S å eksploderede jeg. Jeg tror, det v a r Borgmesteren selv, der fo rta lte m ig det; ellers v a r eksplosionen ikke komm et i hans stue. M en det gjorde den nu. Jeg rejste m ig op fra den grønne lænestol, je g sad i, og sagde ham m in hjer­ tens mening om tingene. Jeg v a r ikke uhøflig; Borgmester Jensen v a r ikke den m and , der tog im od uhøflighed, og je g fo r m in del er ikke meget an lag t fo r a t gå over grænsen, det tror je g da ikke. M en je g satte ikke sordin på . S å gjorde Borgmesteren det, som han aldrig h avde gjort fø r eller gjorde senere; han halede en cigarkasse frem a f en skrivebordsskuffe og bød mig: »Tænd nu en cigar, sæ t D em ned og la d os tale om tingene!« J eg har få e t mange cigarer budt a f ham , p å rejser og i hans hjem; men p å kontoret v a r dette enestående. H an ville berolige mig. D e t lykkedes også til en vis grad. M en je g kom nu ikke væ k fra , a t der m å tte ske en forandring; v a r je g god nok til a t gøre arbejdet, v a r je g også god nok til a t f å den dertil svarende stilling; og je g m åtte have den, fo rd i je g ikke kunne holde ud a t blive ve d a t leve i utryghed. D e t kan god t være, a t der fo r m it vedkomm ende v a r noget krigstidspsykose m ed i det; men i hovedsagen havde je g ret, og det vidste Borgmesteren godt. Fire måneder efter frem sa tte han da også forslag om oprettelse a f et n yt kon tor under hoved- bogholderidirektoratet, et kon tor fo r lønnings-, pensions- og enkeforsørgelsessager, som det offi­ cielle navn blev. H an fik det gennemført, og fra 1/6 1917 blev jeg udnæ vn t til dette kontors chef.

(af: »37 år i K øbenhavns K om m u n e s tjeneste«, try k t efter sk rib en ten s d ø d 1969 i H isto risk e m edd elelser om K øb enh avn , 1986-88.)

156