S_Punch_1881

99

I)et var mig imidlertid umuligt. Jo længere vi kjørte, desto værre biev det. Lidt efter antog nemlig den Ene, at Øresund var paa Vejen til Fyn , medens det var den Andens uforgribelige Mening, at Øresund gik fra Kattegat ind til Kallundborg. Je g var bleven hel ørvaagen og spilede Øjnene op, for nu begyndte jeg at blive ængstelig. Je g havde jo før hørt, at mine Medrejsende skulde af ved Roskilde; sæt nu, det var to nye Beboere af Bidstrup, jeg var i Koupee med, man havde da før baade. hørt og læst om slige uhyggelige Scener i et Jernbanetog. Je g sad saa stille som en Mus for ikke at henlede Opmærksomheden paa mig, men al min Forsigtighed nyttede ikke Noget. Der var nemlig igjen opstaaet en lilire Tvist imellem dem, og denne Gang appellerede de til mig for at faa den afgjort. Je g svedte Angstens Sved, da de rykkede ind paa m i g ; jeg havde saa ofte hort Tale om de Kræfter, Van- videt giver selv spædlemmede Folk, og hver enkelt af disse To saa ud til i al Magelighed at kunne gjere det af med mig i aldeles normal Sindstilstand. Men der hjalp ingen Udflugter; de havde set, jeg havde været med fra Kjøbenhavn, og nu forlangte de Oplysning af mig, om Kattegat løb mellem Kjøbenhavn og Malmø. Je g bemær­ kede med skjælvende Stemme, at jeg ikke var rigtig inde i de geografiske Forhold ; men de blev ved at buldre løs mod hinanden. Den Ene paastod, at det var ligesaa sikkert som, at Masnedsund forbandt Lybæk med Vordingborg, medens den Anden med Vished vidste, at Stockholm laa mellem Hveen og Helsingborg og at Fyn laa i Korsør, og det vidste jeg vel ogsaa, spurgte han. Je g greb i min Fortvivlelse den Udvej at sige, at det kjendte jeg ikke Noget til. jeg var lige ankommen fra Lolland. »Lolland?« udbrod den største af dem, »hvad Fanden? det ligger jo i Kattegat!« Og s a a brast han ud i en skraldende Latter. Den Anden fandt, det var en ganske udmærket Vittighed, og stemmede strax af fuld Hals med i den uhyggelige, vanvittige Latter. Je g var ved at besvime og lukkede Vinduet ned for at faa frisk Luft og tillige se, om der ikke tilfældigvis skulde være en Konduktør at opdage; men nej, ikke Spo r! • Kan De se Roskilde?« spurgte den største og stærkeste igjen. »Der skal vi af! Je g skal ud med min Kammerat d e r, for der er noget galt med hans Skrue.« Je g kunde ikke svare et Ord* saa tør var jeg i Hal­ sen; men der var ingen Tvivl længere; i det mindste den Ene af dem var gal, hans Kammerat sagde jo ligefrem, at han havde en Skrue løs, og tilmed talte han saa ugenert højt, at, det var umuligt andet end, at den paagjældende maatte høre hvert Ord. J Hvad skulde jeg gribe til? Jeg saa mig om efter et Forsvarsvaaben. Heldigvis peb Loko­ motivet i det samme; vi var i Roskilde. Mine Rejse­ fæller steg ud, og je g sank mere ded end levende tilbage paa Sædet; men saa kom Konduktøren og aabnede Døren med sit sædvanlige: »Roskilde! Fem Minutters Ophold!» Je g for op, greb ham i Kraven og raabte til ham: »Hvor kan det falde Dem ind at sætte mig sammen med to gale Mennesker?» ■Gale?» svarede han, »Nej, det maa De meget und­ skylde, det var to Dampskibs-Kaptainer.« •Dampskibs-Kaptainer?« udbrød jeg, »Saa forstaar jeg det!« Med et Spring var jeg ude af Koupeen, overhalede Kaptainerne, trykkede dem hjertelig i Hænderne og bød dem paa et lille Afskedsbæger, idet jeg beklagede, at vi saa hurtig skulde skilles fra binaDden. Vi tømte vore Glas, takkede gjensidig for behageligt Selskab; men fer jeg tog videre, gik jeg dog ind paa Stationen og meldte mig pr. Telegraf ind i det geografiske Selskab ior at faa mine for­ virrede geografiske Begreber bragte i Lave igjen.

Jdimm elbrev

:keren <§j 6 mstisrne <§iernson. p . t. the fa r west. Ho ho! Her sidder den (famle G laje svingendes et Bæjer V al- liallapuns a den immervæk b ril­ lejante Honningfabriks Prodok- tioner paa G raabrøjretorre og sennendes sam tiji sine Tankers immervæk letflyvendcs G uttapæ r-

kaballonger ujen Snor i over det brusendes Palanderhav lel Amerikas bøljendes H vejemarker søjendes der Velæ r- værtiheden prækkende Frihejen og Repoblikken for alle grinagtie gule Kinesere og kulsorte Niggere sam t melerede Mulakker og anløbne K v a rt eronsnujer ovre i de gem ytliv K allefornien. Sittendes saadan arriverer netop voreses gam le hinkendes P o stb u j, S k i m e r værendes prottesjeret a den gam le O d in som Statskunkorangsje mod den lille skjæ v- benede men aliievel m ed flere K reaturm iles F art i H o ved ­ vagten fremdampendes private Bydreng H e r m o d , samme værendes paa Grund hera ufskaaren fra Avisers og Breves Overbringelse og nærendes sa j a p riva t $jov og Aksie - spekulasjon Men gam le Odin ro/lendes alle Gujerne a n - søjendes om lidt mere Fut og henvisendes dem til den kongeli danske Indenrismanistcr lemm er TJnnerteinede værendes immervæk loyal et Bæjer for Samm e lakkendes ham p riva t og ganske unier os, fordig han vil ligge en Jærnbane lige u j fra Nørrebro tel den gam le gemytlie Bakke ska- vendes derved osse Statskunkorangsje med derværendes monopolitiserende K arru ssel- og Skyjebancr. Hvoru Føljen v a r a den gam le Færtignant først i denne hellie Tim e erholte D a s s a v i s e n a 15de M arts læsendes deri om Velærværtihejens K orstog uje mellem di vilde M en­ nesker i Am erika mindende mig om W alter Pengeløs ossc dragendes i H istorien u j for a omvende Tørkerne, og hvordan Velærværtihejen kom galt usted sammesteds me di gam le Profeter iklce erindrendss va gamle Færtignant erfarede i sin spanskgrønncste Ongdom nernli a den foste Grondsætning immervæk ska være nioc pille ved Festungen, og hade Velærværtihejen nu bleven bombarderet med raodne Æ g, hva der kunne vaaren hændt samme, ikke videndes om der jo ikke kunde ha vaaren En a di H viders Æ tlinger til steje sammesteds villende nok sp a n ­ dere en Blomme p a a Velærværtihejen eller Samme va r bleen rullen i Tjære me bagetter paafoljendes Neddøppelse i F jer og dera flyjendes Ombærelse paa Gajerne og annen Sjandalle, som et velordnet rcpoblikanskSam fund m aa ha en­ gang imellem tel Opmontring og Størkelse a di patriotiske Følelser, saa hade Velærværtihejen derigjennem mulivis kunnet ressekere a blie væmmeli ve de Hele og faa K valm e og andre ubehavelie Fornemmelser angaac ides de frie am e­ rikanske Statsliv og di repoblikanske Engstilutioners op­ livendes og opvækkendes Engflyjelse pa a den hoinurdiske Folkeaand. H vora Føljen ku være bleen a den onge norske Bepoblik værendes inu kuns et Svøvelsebarn bekom Kneb i Maven derigjennem havendes engen annen Næring a ty tel end Velærværtihejens altid frisk paafyldte P a tle- flaske. H vorfor TJnnerteinede engstændi anmojer Velær­ værtihejen om aa salvere sit dyrebare Skin, inden samme blier nejlagt i en Tjæretønde sotn en Ansjos i Saltlage og kanskesens rem itteret det gam le Norje eller det næsten iisaa gam le D anm ark i en ammerikarisk Fustasje me p a a ­ m alet •F orsegti!’ va der velle bedrøve Velærværtihejens immervæk trofaste gam le glaje T y r o t e r - I ^ f c r t i f f n u n t , p. 1. Valhalla.