S_Punch_1881

103

Theaterkatten spinder. K on sekven ser.

Nivelle eller Konsekvenserne, ja ikke en Gang et Efter- aarssolglimt, og naturligvis kunde jeg godt anmelde det alligevel og fortælle, hvor meget højere Brun er end Ja - strau, og hvor meget dybere Frøken Skytt er end Fru Liitken, men hvad vilde Konsekvensen være ? Man vilde sige, at jeg plagierede Jacob Davidsen. Konsekvensen af det Hele er, at jeg ikke gider tænke mere paa Konsekvenser. Saadan gaar det vist Mange.

Ja fy for Katten! Kunde man bare slippe for Konsekvenserne. Men Konsekvensen er det Uund- gaaelige, det, man ikke kan vride sig fra. Mavepinen oven paa Fraadseriet, Katzenjam- meren oven paa Drikkegildet,

Skrædderregningen

ved

N ytaar,

L —O

i

Dassavisen,

Chresten Heymann paa Skydebanen, Erslev ved Hoftheen, de rede Plaka­ ter efter Sarah-Bernhardtrusen, Ebbe efter Flod, »Hverner- han« efter Ibsen og Hostrup. Konsekvensen af den bort- lebende Nora var den bortløbende Eva, og a f den bort­ løbende Eva kommer scm Konsekvens en fortløbende bort- løbende Bækkefølge af N ora-Dora-Eva-Bettyer, og Smeld med Porte og Graad og Tænders Gnidsel mellem Publikum. Konsekvensen af Publikums Følelser slaar ud i Klap, og af Klappene følger som Konsekvens Piberne, af Piberne maaske Gongongen, af Gongongen mere Feu, af mere Feu færre rede Plakater, af færre røde Plakater bedre Hus, af bedre Hus Flod i Kassen, af Flod i Kassen Rejser til Paris, af Rejser til Paris Sarah Bernhardt nok en Gang, og saa er vi til Slutning kjørt hele Banen rundt, og det er det, man kalder Konsekvens. Det kalder jeg det. Og jeg har faaet Konsekvenserne at føle, for der maa have siddet Nogen paa Lur den Aften, jeg havde den Samtale med salig Peter om Økonomiforvalteren, og sat ondt for mig, og Konsekvenserne af den Historie har været, at jeg er bleven lukket inde i mørkt og ensomt Fængsel i det Skab, Fru Erhart tager Skrinet ud af i Drot og Marsk, og der bar jeg siddet i fjorten Dage paa Mælkevand og Surbrød og ikke set hverken Sol eller Theatermaane eller Jean de Have; men om den saa ender paa Konsulens Gaardsplads, eller det er den, der løber videre, det er aldrig bleven opklaret: mange have fulgt den lige ind i Konsulens Gaard, men man er ad denne Vej aldrig kommen videre end til Konsulens Frokostbord. — I Bønderstuen, Kontoret og Folkestuen lugted der af Blaamand, skidne Træsko, vaade Tørfisk, tørre Jyder i Vadmel og gamle Koner i Hvergarn. I Hjemmet var der en egen Duft. Den var som af Blomster, hverken som Katost eller Vortemælk, men som Duften af en poetisk Blomst i et Schandorphsk Digt. Der var mangt og meget at se i Stuerne. I Vindues­ karmen blorastred der i grønspraglede Potter rødspraglede Fuchsiaer og i gulfarvede Potter blaafarvede Natklokker. Mærkeligst var Møblerne. Smaa Borde med store Plader som Drenge med Abbatehatte, paa det grøn- og brun 8 tribede Tæppe Stole, der krøb paa alle Fire med krumme Rygge som krumbøjede Lugekoner i et Jordbær­ bed, smaa Sekretærer med tynde Ben og andre Sekretærer med andre Ben. Claudis havde to Børn, en Søn, der, som slige Søn­ ner, var paa et Handelskontor i Hamborg, og en Datter, der hed Fennimore. Nu kom Niels Lyhne og Erik. Og Erik blev forloved med Fennimore. Det holdt Niels ikke af. XI. TFre Aar ere gaaed. Erik og Fennimore ere gifte, roen elske ikke hinanden. Niels og Fennimore ere ikke gifte, men elske hinanden. Saa dør Erik. • Det var den Tredie,* sagde Niels. Nu haded Fenni­ more Niels, og hun tænkte paa sin lykkelige Barndom, da hun laved Champagne af Sodavand og Eau de cologne. Berg ved Finanslovbehandlingen, Den Hovedlandevej, der kommer fra Fjordbys Opland, er en mærkelig Vej. Den naar Byen ved Konsul Claudis

Gaarden har Plads til en Mødding kun og til en fugtig Kjælder, Kjælderen søger paa sin Manér svage Sjæle at fange, Skjøndt den ejer é n Martyr kun, men han er saa god som mange. H ørup hver Dag har næstendels skjult baade Modding og Have, Venstres Smudsigtøj paa et Stillads lufter han ud, den brave. Ungerne sole sig ogsaa lidt, ligge paa Dyne og Pude, Hver har i Haanden et Blad Papir, som de besmore derude. Blækket torres i Solens Brand — Sovnen over dem daler— D ra ch m a nn stikker sit Hoved frem, bryster sig stolt o g galer. XII. 2 to Aar flakked Niels Lyhne om i Udlandet. Ved Gardasøen forelsked Niels sig i en Operasangerinde, Madam Odéro, en af de Damer, der paa visse Punkter i Heltes Liv virke som en musikalsk Mellemakt ved en dramatisk Forestilling. Hun svigted Niels. Saa rejste han til Limone, hvor han a f Fortvivlelse drak saa megen Limo­ nade, at Sundhedspolitiet udviste ham. XIII. dDmtrent et Aar havde Niels boet paa Lønborggaard, styret dens Drift og sine egne Drifter. Da gik det op for ham, at Varde laa i Nærheden. Dér bode Kancelliraad Skinnerup med sin Datter Gerda, som havde merkblaa Øjne, der sad under bløde Laag, hun løfted i langelig Forundring. Hun og Niels mødtes i Kancelliraadens Have. Han sagde ingen Ting, huu sagde noget lignende. Enden blev, at de blev gifte. Folk sagde: *Nu har Niels Lyhne faaet sig en Kone!* * * 2 Krigen 18 6 4 gik Niels med som frivillig og fik ufrivillig en Kugle i Brystet, som det semmed sig en Helt. Han kom paa Lazareth. En Ven spurgte, om han ensked en Præst. •Nej!* svared Niels Lyhne saaret og vendte sig med ædel Harme. Saa digted Niels Lyhnes Aand sig bort fra hans Legem. .Det var den Femte.- Men det sagde ikke Niels Lyhne. Han havde ikke mere at skulle have sagt. Efter tre Aars Forløb døde Gerda. • Det var den fjerde,* sagde Niels. X IV .