S_Punch_1881

110

Kjøbenhavns Genvordigheder.

Dog om Døde og Begravelser man taler Ikkun, til man af Vejen dem har faa’t; Thi de levende gjer altid ny Skandaler,

Saa man glemmer døde Folk, der har gjort godt. Med Borgmester F e n g e r e Herredømme véd vi, At Tilfredsheden varer aldrig evig. Misfornøjelsen slaar sjælden ud polemisk, Men den truer med at blive e p i d e m i s k . t Skjont han sine beskyttende Hænder Over sin Økonomiforvalter holdt, En Forvalter, som ej hørte til hans Venner, Gi’ er han lige strax Afsked kort og koldt. Hvorfor B æ r e n t z e n skal slig en Medfart lide, Det maa Gud og Hr. Borgmesteren vide; Men mon ikke vor Kommune svarlig trænger Til at amputeres for en hoven F e n g e r ?

JPolitietatens C r o n e , den brave Etatsraad, Politidirektør, Enehersker over samtlige Stave, Som det. sig en Politimester bør. Har forleden Aften, da den højsalige Enkedronning C a r o l i n e A m a l i e Skulde føres til sit Hvilested i Roskilde, En Genistreg gjort, og den berørte os ilde. For at ej her skulde blive Sjov paa Gaden Eller mindste Spor af Støj og Klammeri, Blev det høje L ig ført uden om Staden Og ledsaget pænt af Byens Politi.

Fru Sørensen: Tak, søde Fru Schrøder, kun en lille Kop endnu og uden Fløde, for jeg skal sige Dem vi drikker alle sammen hjemme sort Kaffe paa Grund af Landesorgen og kjøber Kager hos Flor og spiser sorte Pølser til Middag og sorte Ræddiker til Aften, for der skal være Konsekvens i det, som Kaufmann siger, og derfor synes jeg ogsaa nok der skulde gjøres lidt mere fra det Offentlige, som for Exempel bare hænge Krepflor paa Statuerne, men det siger Frits Grønbæk vilde forvirre baade de historiske og de geo­ grafiske Begreber, naar Peter Tordenskjold blev Sorte- peter og Hesten blev Sorte-Hest, og det kan han jo have Ret i, men jeg synes nok der er bleven gjort for lidt, og Sørensens Begfakler fik jo ikke en Gang Lov til at brænde, saa nu gjemmer vi dem til næste Gang og vi gaar jo heller ikke i Theatret undtagen Frits Grønbæk ag han gaar kun i «Ligkisten», saa De ser, vi følger med i det Hele taget søde Fru Schrøder, og Gud hvor jeg gjerne vilde med eu Gang i Roskilde Domkirke og høre Biskop Mortensen, men det er vi jo nu ikke fine nok til, saa vi maa nøjes med at læso det i Avisen bagefter, og hvad det maa være anstræn- gende for H. P. Holst saadan at skulle digte den ene Kantate værre end den anden lige i et Kjøre væk, og der kan man da se, at saadan et Hofembede er ikke nogen ren Sinekyrie, som Folk tidt tror og det er jo ellers forfærdeligt som det gaar til rundt om i Verden,

Han en Skuffelse har voldt mange Stakler, Som i Byen Toget ventede med Fakler, Og ved denne crone-logiske Begavelse Kom man til at mindes »Eriksens» Begravelse. Ja , det maa nu hermed have sit Forblivende, Skjønt det var en Haan, man Hovedstaden bød, Som paa levende ej virket har oplivende Og vel heller ej paa den, som er død. Maaske har han om Byen her formodet, At den af Sorg var hel[sing]ør i Ho’det, Og han vilde da med Tabet den forsone Paa den Vis, — men det var dog plat af C r o ne.