S_Punch_1881

134

Og sine Skridt han ej fortrød, Mån en Kevisorpost ham bød, Hvor hans betroede Talenter I mange Aar gav gode Renter. Thi Venstre sørger, som bekjendt, For hver, som trofast det har tjent! Det til hans Løn ham anbefaler. — Dog kun, hvis andre den betaler. Men den Art Levebrødfrugt her Des værre voxer ej paa Trær. Nu kan af Tillidshverv som dette Vort Venstre ikkun 2 besætte; Til Fordel for «den alderstegne». Hvad gjør saa Venstre i sin Nød? E t nyt og billigt Levebrød I en Pension de til ham lave. — Det blev en ny Slags « Fo l k e g a v e » . Ja den, der vil for Venstre slaa, Vil altid sin Belønning faa, Naar bare Lønnen ej skal komme Fra disse Godtfolks egen Lomme. --------M-------- Og det er et uheldigt Tal, Hvor hele S forsørges skal, Og ingen af de to er vegne

D y d e n s Løn .

w £ in Gang i Yenstres Tid der var En Mand, som hedte B a l t h a z a r , Der i sin Ungdomstid desværre Yar ikke bleven Kammerherre, Thi samme ædle Frihed sven Til Efternavn hed C h r i s t e n s e n , Og for ét Navn med «sen» til Endelse Fandt Hoffet den Gang ej Anvendelse. Derefter kom en Tid, da han Som» frihedssindet Dannemand Saa og beundred’ Dannekvinden I «Hendes Naade Lensgrevinden». Dog tømte han den bitre Kalk, At han blev ikke Hofmarskalk, Skjønt højt han som Ideens Banner Holdt Slæbet af L o u i s e D a n n e r . Dog ufortrøden hævded’ han Sin Plads som værdig Fremskridtsmand, Og skjønt de Fremskridt, Venstre gjor’e Ved ham, alt andet var end store, Han vidste selv dog frem at gaa Med Skridt, der ikke var for smaa; Snart blev han I. A. H a n s e n s Gjæsteven Og en af Venstres allerbedste Mænd.

Evropæisk Trosbekjendelse. en af Grnndtvigianere i Vendsyssel opfundne danske Trosbekjendelse: «Jeg tror paa Al­ fader, paa Kongen og paa den danske Folke- aand». har efter Forlydende berørt de med Grundtvigianerne forbundne «Evropæere* paa en saare pinlig Maade. Paa et i den An­

ledning af smaa Sorte afholdt Vennemøde foresloges der endog, at man som en Modsætning til den danske Tros­ bekjendelse skulde antage og bekjende sig til en evropæisk dito, saalydende: «Jeg tror paa G eo r g B r a n d e s , paa «der Greise» og paa den germanske Folkeaand*. Da det imidlertid fremhævedes, at denne Formel endnu ikke kunde vente Tilslutning fra Flertallet af Grundtvigianere, enedes man til Slutning som lægemidlertidig Foranstaltning om at vedtage følgende Trosartikel: »Der er kun én Logos, og E e d v a r d B r a n d e s er dens Profet!* Den vil nu med det første blive forelagt Kongen af Bogø til Kon­ firmation. Den 10. i Maaneden Baman, Aar 1249 efter Jezdegerd. Selim, Musas Søn, Profetens Slave, H ilsen! Der er ingen Gud uden Allah! Hans Øje er aabent over Landene, han holder sin Haand udstrakt over Jordens Slægter, og Folkenes Fyrster H hviler i hans Højre. Shahen her i Landet er trofast bevogtet af en Skare drabelige Stridsmænd, de saakaldte ¡Soldater. Allah Akbar! Disses Tal ere som Myrers, og de ere tapre som Løver og deres Rust-

!ninger og Vaaben straale som Ormudz’s Øje. For at ikke Fjenders Yataganer skulle kløve deres [.«H Hjærneskaller, putte disse Shahens Stridsmænd Hovedet lige til Skuldrene i en Syltekrukke, den saakaldte Kepi. Disse Krigere syndø dog undertiden mod Profetens og Shahens Bud, og det hænder endog, at de ikke kaste sig i Støvet med Armene foldede over Brystet, naar deres Høvidsmænd have afført sig deresRustninger og vandre hen under Allahs Sol iførte side Kaftaner; de blive da til Straf for saadan Ugudelighed lænkede til engruelig Klods, som hedder Bojsen. De stridbareste af alle Shahens Janitscharer hedde Gardere. Disse