S_Punch_1881

138

Evropæisk Ligefrem hed.

Og )^dennere krænker Det ham som Fremskridtsmand Og «evropæisk» Visdoms Indehaver, At endnu somme tænker, Man i de dødes Land Er andet end et blot og bart Kadaver. Dog skjønt fra sligt et skimlet Begreb om Gravens Ro Han, trods sin gode Villie, ikke drog os, Bli’er han, naar han er himlet, Højsalig ved sin Tro, Det tør hans E edv ARD sværge paa ved Lo g o s . overmæt af den sidste Tids mangfoldige Koncerter og være tilbøjelig til at blæse alle Koncertgivere et Stykke, tillader vi os dog herved at henlede vore musikelskende Læseres Opmærksomhed paa nedenstaaende private Koncerter, som ikke ville blive offenliggjorte paa andre Steder, hvorfor vi meddeler et Uddrag af de respektive Programmer, Redaktør L a r s e n s A f s k e d s k o n c e r t for ordi­ nære Abonnenter afholdes paa L a r s e n s P l a d s , Ind­ gang til Venstre. 1. Morgenblåtter, langsom Vals. 2. »Saa Farvel, Da gode gamle B jen J Dig jeg vier mit Suk og min Sang. *j Hr . Hø r up . 8. Finale af » K o n c e r t e r f o r R e j s e n d e «, fore­ drages af K o n c e r t g i v e r e n . 4. »Fader Berg i hornet siøter ,« laugelandsk Folkemelodi, foredrages af Hr. Ee d . B r a n d e s . 5. Scene af „ StegeJcjælderen “ (Brandessveudens Afskedssang): »Fanden mere Redigere Blad! Ikke for min Ded Laer jeg mig traktere Nok en Gang med Vand og Brod!« med tilkomponeret Kadence af L a r s e n , ud­ føres af K o n c e r t g i v e r e o . 6. »Vi staa, ene tilbage,« Trio, udføres af de Hrh B e r g , B r a n d e s & H ø r u p . Politidirektør C r o n e giver med allerhøjeste Til­ ladelse en K i r k e - K o n c e r t i R o s k i l d e D o m ­ k i r k e . 1Romance med 1. »Læg Dig kun ned og sov kun trygt* pkli&at c v »V * A poredrages af bom N attevagt jeg hos Dig stander, ' j x o n c e r t g i - J ver en. 2. Marche jnnebre , stort Bravournummer under Anførsel af Inspektør C l a u s e n . Skjønt K on c er ter . Hovedstadens Publikum vel turde være

folkelige Konning, Som over B o g ø s Land Med Herlighed og Magt og Visdom raader, Hvis Ord er sødt som Honning Og klart som Mælkevand, Og hvormed Folk han rundelig benaader, Hin Drot man ret tør kalde En fuldtro Folkeven, Thi skjønt som enevældig han sig skriver Selvhersker over alle Indfødte Venstremænd, Paa Kronens Forret villig ned han river. Som ægte Radikal i Vort Folketing man saa Ham sætte gammel Skik og Brug til Side, Det lille Ord «højsalig» Paa Hjerte tungt ham laa, Siigt Hofsprog har han aldrig kunnet lide. Det har ham tidt generet, At Titler man og Rang Indsmugle vil endog i Dødens Rige; Naar først man er kreperet Og gaaet Kjødets Gang, Er alle — selv hans «Undersaatter» — lige. Derfor han tog til Orde I Tinget, uden Skræk; — Skjønt K rabbe jævnlig ham despotisk afbrød, Han sa’e: En Dronning burde Dog helst, naar hun er væk. Beskedent nøjes med at være «afdød». Det volder bitter Kval i Hans Bryst, at man formaar Slig uretfærdig Forskjel ej at fælde: Hun kaldes skal «højsalig», Mens Venstremænd opnaar KunRang af «salig», hvad man saa med SCHELDE.