S_Punch_1881

MKnrald S c h iø d te , Nr. 223. E n B a r b e r s t u e . Her har vi igjen et voldsomt Geni. Det er en rigtig Nutidskunstner, som tager Livet- Uge i Kværken og spænder Ben fo r det og siger til Tilværelsen, at den gjør bedre i at la være og mukke, hvis den ikke vil have paa Gummerne lige paa Sekunden.. D er er baade Solskin og Skjødskind og Sæbe­ skum og Pt-tuiu optimum og Naturalisme og djærvt folke­ ligt Skandrupsk Smaafolkeliv i det Stykke. D et er et rigtig Svendestykke. Naar bare den Hund ikke saa saa. melangtrovrig u d ! Men den har kanskesens været oppe og høre Doktor Pingel præke om Wergeland i Dyrebeskyt­ telsen og kan ikke hitte ud a f Sammenhængen mellem Wergeland og Kammcrraad Lembcke. J . Sonne. Nr. 241. S o m m e r n a t . P r æ s t e n b l i v e r h e n t e t t i l e n S y g p a a d e n a n d e n S i d e . Og det er natur­ ligvis til Malkepigen paa den anden Side, ogsaa a f Sonne, fo r hun er jo rigtig nok meget daarlig. Sonne kan jeg fo r Resten godt lide, det er Stykker med Slag i, han maler, og det er ogsaa en rigtig realistisk blegnæbbet Heldøre a f en Præstemand, han har lavet her. Han er efter Dr. Brandes Recept. Og saa har han Søsyge og Vandskræk oven iKjøbet, saa han er ganske bleggrøn i Ansigtet, den Landkrabbe! F . M j . S t ø r e * . Nr. 243. F j e r n t o v e r H a v e t k l i n g e r H a v ­ f r u s ang . Jeg vil lade mig rive til Zinnoberrødt, om jeg har kunnet høre den Mclodunte. Hver Gang jeg har været dernede i Gaarden, har jeg hørt efter, men den ene Gang hørte jeg nogle Sjovere nede i Nyhavn synge „Paa-en! Paa-enl Paa-en igjen“ og den anden Gang hørte jeg en Lirekasse spille et Stykke a f „Tamburmajo­ ren“. Men hvem det saa er, der synger den, maa han vist synge falsk, fo r man kan se de stakkels Havfrøkener vrider deres magre Kadavere a f lutter Pine ved det. Det har nok ellers været skralt fo r dem med Føden i denne Isvinter. E ller ogsaa har Storch givet dem for meget Olie, saa de lider a f Olietryk. (Fortsættes.)

^xtralb ©ftytte.

91r. 2 2 3. ©n

33alber»©tue.

$>et er ogfaa et Sæt-

Segn paa ©Pæffclfen cg SMøbagtigijcben t 9ïorbtn8 $æmpe- Sib, at 3Sinb-©pi£leme cg 2>ag-2)riberne i .&obeb-©taben ifïe laber bereS g!øbe-€fjæg bøje biïbt fom 9taturené 2øb er, men laber SBalberev og ¡0art-©íjcerere borttage ben bejlige 2la«©pnet$ 9?rpb, fem jeg altit $nr fynteg paéfebe faa ubmærfet for ¿em , tjære Jpr. ©fbalberap, faa be lignebe §lbfa«Sfyor eOer t bet ■Dinbfteen af tøang ©ebe.33uft'e. £>g jeg Ijat befluttet, at mit ©fjæg ftal ogfaa bøje bilbt, men bet bil bare flet itfe tomme, faa jeg maa forføge rneb 2)ue*3Høg, om bet ftulbe tjjælpe tit ©jebntng. 3 . ©ointe. 241. ©ommep»9?at. Sptæften frtib er Ijentettilen itte, at ben $ræft bar ©pn for ben ©vunbtbigfte 8ibg-9Retning, for eDerg bilbe ban ba bift noî babe bet îitlc Siflæg meb og fpnge en af ben ©amleg egne bejiige ©aimer, faa bet rigtig tunbe range ub i ©ommer»9ïatten og batte 9îatter=©alene, faa be ftaf i meb og ©üe-^igerne fom frem og banfebe i Sait bertil. 2ïïen benne ^erre fer ub fom en Sob-23iber af en SBietift. Çjernt efcet £abet flinger 4jabftu- ©ang. ©ja! Set fan rigtig not gribe ©n lige neb i Jpjærte- Diobberne at fe be bejiige Jpao^gruer og ^ab-0-røfenet og mu» ligoté Jpab-©nfe»tfraer Jjœbe fig op af S3øigc.Spb og baffe meb bereg gifte^aler i be blaa Slanbe, meng ben robe üftorgen» ©ol ftinner faa libfaligt paa bem. £>g man tommer tit at tante paa Slgnete og £ab>9Jîanben og ÿru 3 S3rpgger Saîobfen bilbe fjobe bet og forære og bet til en 2Uter-Sable for boreg £øj=©fo!e, mer faa maatte be jo ba rigtignof babe nogle ftlabebon paa for 2>et-3lnfiœnbigli)ebeité ©îplb eller ber maatte maleg et 33abe*£ug, be tunbe ©pg paa ben anben ©ibe a f 2 la en . S. 8. ©torf. 9lr. 243.

Set tror jeg nu

end) a u, og gib

g aai nb i,

naar ber fom fpremmebe.

(fyortfættcg.)

T o B yer . er samler sig truende Uvejrskyer

I H oh e n z o l l e r n e s Residens Von B i s m a r k med Magistraten skjænd’s, Og Grunden man næppe fatter: Det er bare, fordi dens velvise Mænds Paaligning for hojt ham skatter. Sligt taaler han ikke. Derfor gjor han kort Proces og flytter fra Staden bort Med Regeringen og med Noblessen. B e r l i n skal sjofles — sikken en Tort! — Af F r a n k f u r t eller af He s s e n . Men hvad vil der blive saa af B e r l i n ? Af Sandheden voldes vel snart dens Ruin, Thi Sand er der nok af i Brandenborg; Men Bismark og Kejseren ta’er dem et Grin Og flytter blot hen i en anden Borg. En saadan kan findes uden Besvær: Man siger, at K a s s e l har særligt Værd! For det 8nige Tysklauds Beskj ærmere, Og det er begribeligt nok, thi der Er de B l o k s b j e r g dog saa meget nærmere

Om tvende af Tysklands lyksalige Byer, Som i E l b e n og S p r e e n sig spejle. — Alt længe var H a m b o r g et lidet Dyr Imellem to haarde Negle. Den ene Negl var von Bi sma r k , der gik Ud paa ved Hjælp af sin Toldpolitik At negle, hvad negles kunde; Den anden er Me r ku r , hvis Handelstrafik Des Aarsag vil her gaa til Grunde. Snart sang Senatet, og snart det peb, Men Bismarb er, trods hver Protest, i Begreb Med Toldgrænsepælen at flytte. Ha! Skjonne, spildte Forretningskneb! Nu er I til ingen Nytte. Dog ikke blot H a mb o r g forvolder han Men; Den straalende Kejserstad nede ved S p r e e n Han træde vil under Foden. Ja der kan man sige: Nu er den ren! (Naturligvis ikke Flodeis.}