S_Punch_1881

11 hans Datter gik klædte som Fattiglemmer, og at Folk ikke kunde faa deres Penge af ham og saa krøb han jo til Korset og betalte, saa nu skal Petrine og jeg hen til Modøhandlerinden imorgen og ,bestille et Par Rober paa næste Aars Regning, og det Eneste, vi maa undvære er at faa den kategoriske Gaslampe, der jo skal være det allerbedste og som Sørensen har gaaet i formelig Lampefeber for at faa anskaffet, men hvad kunde det hjælpe, for som jeg sagde til ham, naar vi ingen Gasledning har i Huset, kan Du jo dog ikke faa Blus paa Lampen, og Fritz Granbæk kom mig og- saa til Hjælp og sagde til Sørensen, at det vigtigste ved Lampen var jo dog Lampens Aand, og det var Lys og naar man bare havde Lys, behøvede man ikke den kategoriske, og saa citerede han en berømt Tysker, der havde sagt: Licht, mehr Lichfc! og jeg kan ikke huske, hvem det var, men tror nok det var Fyrsten af Lichten3tein, fordi hans Laud var saa lille, at han

nok kunde ønske sig mere, og saa gik der jo et Lys op for Sørensen og uagtet den kategorisko Lampe i lang Tid har været det eneste Lyspunkt i hans Til­ værelse, renoncerede han sig alligevel og lod i Stedet for Svenden bringe mig ses Pund Lys op fra Butikeu, saa Lyseprofiten blev alligevel min, og det er sandt, søde Fru Schrøder, jeg skulde jo have fortalt Dem om Folke­ teatret, hvor de gav en glædelig Herre og en flot Jul, men nu kan jeg ikke rnere sainie det hele Indtryk, og «en fattig Juugmands Eventyr» kjender De jo selv og nu maa jeg desuden gaa, for jeg har lovet Frits Grønbæk at gaa hen til en Forlægger og høre, hvad har. vil give for en Roman, der er endnu meget værre end Herman Bangs, og som der nok bliver lagt Sag an ituod, saa den gaar af som varmt Brød og bliver meget indbringende ligesom »Haabløse Slægter» og nu Farvel, søde Fru Schrøder, og glædeligt Nytaar nok en Gang og Tak for Kaffen i det gamle.

Netop I pa a hver Side og Blad Slynget Ord saa hvasse og hede Og kaldt dem — jeg siger ej h vad ? Er del ikke hos Eder man moder De Stikord, som Striden ju st foder ? Mon « P u n ch » ikke Itaaner og høder Og afskyr dem som den Lede?« — Nej K ristia n , der fejler Du vidt, Og dit Ord til Forklaring mig noder: — Husk vel, det va r d i l ikke mit. Men lad mig først sagtne enSmulemitRidt, T ra v er el aandeløst Trit, Heller jeg lader i mageligt Skridt Vinge/testen mig bære. — Husk saa først paa, her taler vi f r i t ; «Rent ud a f Posen« skal Mottoet være; Sig mig da kjære Kristian, tror Du, naar ofte og tidi Los man pa a Samfundsgevæxter maa skære, At man har Tid til Folk at belære . Al der er Forskjel paa Pære og Pære, At « Jode• betyder ej Israelit ; Aldrig vi Hadeller Fjendskab kan nære. Aldrig vi Nogens Fjender vil være, Blot fordi Racen er ikke den samme, Fordi de er Børn af en anden Stamme. Bruge vi stundom Ordet «Semit«, De, vi vil ramme, Er kun Fornægterne, S arnfunds stormerne Taine-Forfægterne, Som har G e o r g til Moder og E e d v a r d til Amme, De, som forkynder pa a Gader og Stræder Den frie Tanke, de frie Sæder, De, som vil kramme Med Hænder klamme Alt, hvad v i holde i Agt og i Hæder, De, som hejsed' den røde Klud, De, som sværge ved «L o g os« paa Tinge, De, som har taget « Historien • til Gud, De, der strør Gift blandt Ungdommen ud Og som ingen Modgift kan bringe. Der er vor Fjende, der er vort M a a l! Vi vil ej tænde et Kætterbaal, Ingen in agter at kue og tvinge,

Men Svøben vi svinge T il Værn imod «de smaa Sortes » Skraal, Vi vil sto rm e deres Basutokraal Og lade over Satirens Klinge Den sorte Besætning springe. Men mod Joderne, dem , der er Jøder blot, H a r vi ikke et Ord at sige. Kristen og Jøde for os er lige ; Dersom i Latterlighedens Rige Sigte p a a En vi har faaet, Træffer vor Spot Som han i Berlin og løfte det Banner, Der samler Alt, som er hæsligt ng raat De indbildske Junkere fra Kejserens Slot, De øllede Burscher med arrede Pander Og Pebelsværrnen, der altid sig danner, Naar Agitatorerne Kortene blander Og trumfer med højslemte Fraser fiol, Og skulde for Alvor her hjemme manprøve E t saadanl lumpent germanisk Træk Mod Israeliter at øve, Vi skulde ikke ret længe, tøve, Men slaa med Svøben et ordenlig Smæk Og jage de hylende Skabhalsc væk, Som Jøderne Lighed vil røve; Thi Lighed, det er den Grund, hvorpaa Sikkert cg fast det Hele bør s ta a ; Lighed for Loven. Batten er aaben, Aaben for Alle, med lige Vaaben Enhver maa kæmpe for Maalet a l n a a ; D er spørges ikke om Troen og Daaben, Om Vadmelskoften og Sikekaaben, Ret for de Store! Ret for de Smaa! Lighed! — Ja lige saa godt kan vi le Af Joder, ifald de gi'er Stof til Latter, Men h a n d i e mod dem som IdstvedSpre? Det Folk, der rolig paa Slige kan se! Og la!er man dernede slig Voldsdaad ske , S aa ligger del i, al de slet ikke falter Ander) Ide End »der Grejse*, Bismurk og - Skatter! — :------- — -fr»*»* «f—■- ■■ Kristen og Jede jo lige godt. Og vilde en «B ofpræ sl » krige Atter og atter Siger je g : Ve

Bimbreve til Fætter*' K r i s t i a n i Nykjøbing. X K X \

Ny faar og Tak For det gamle, som nys gik til E n d e ; Muntert man hugged’ og stak Og lod Havnerne lystelig bræ ndt; Freden — Ak, Christian, ak! Freden i Åar, det kan hænde, Bliver a f samme Tobak: D r a c h m a n n i Stovterne trak, Trykked’ Sydveslen i Panden Og gav «Ferskvandsskipperne Fanden, Mens P I o u g en Skalle han drak For at faa Blod p aa Tanden. Heller vi vil dog igjen Baxes med « Alvorsmanden», Selv om med Brovten og Banden Han sender i Vrede os Kanden Og -Oliet i Hovedet hen c End rere, selv med en Pen, Det Slam , som i R i s m a r k s Bede Detl stinker af Hovmod og flad Kulturen, der blomstrer dernede 1 Erobrerens herlige Stad. «Men* — spørger Du,— «har ej mod Jøder Tysklands « sittiiche » Mænd F ra Pøbeirnoddingen sp red e;