S_Punch_1881

23

ogsaa en Gang imellem lige som Fru Eva. Men jeg var jo ikke den Hankat, der lod mig saadan Noget byde, og vilde hun have forbudt mig at klapse vore egne Killinger, tror jeg nok, det var reven ud med en alvorlig Flænge mellem os. Hun havde Forudfølelsen og løb i Tide væk med en sort Kat med store Knebelsbarter ovre fra A-Porta. Der­ ved slap vi for Disharmoni og Kattemusik. Godt var det da, vi fik Madsen ind i Folkethinget, for Jerndorff kunde vi daarligere undvære, og hvad det Dramatiske angaar, saa er Madsen jo nok en Stadsmand, men jeg har dog mere Fidus til Jerndorff alligevel, og saa kan Madsen jo tale vores Sag derovre, saa vi faar Skuret væk og Bøn­ derne ud af Parkettet. Der blev ellers en ordenlig Hur­ lumhej heroppe, den Gang de raabte Hurra for Hostrup. Etatsraaden trode, de vilde have hele Besætningen frem og ham selv med. For Instruktionens Skyld. Men da han hørte, det bare var Hostrup, som Bønderne lod leve og leve højt, trak han de hvide Handsker af igjen. Fi­ delle fortalte mig i Aftes, at Eedvard Brandes har givet sig til at fabrikere Lægemidler. Det er godt, sagde jeg, det er brillant. Lad ham bare komme med Lægemidler herover til os. Det er Noget, vi har Brug for, især om Vinteren. Jamen det er den hoinøopathiske Methode, sagde Fidelle. Føj! sagde jeg. — Ja, han har lavet et Stykke til en hel Aften med et lille bitte Gran af dramatisk Spænding i, og en stor Bunke Kjedsommelighed udenom. - Hvad skal det gjøre godt for? spurgt? jeg. Jo, for det er efter Recepten, sagde Fidelle. — Efter hvis Recept? — Doktorens egen! — Hør Fidelle, sagde jég, Du er dog en Hund med et Slags dramatisk Erfaring, men tror Du paa Lægemidler, som den Doktor har skrevet Recepten til, saa kan Du tage Gift paa, Du driver det aldrig til Noget i Theaterverdenen. Det tør jeg række tre Klør i Vejret og sværge ved Alt det, der er mig helligt og kjært, nem­ lig Fiskefars og Sødmælk, paa. Nu har vi Eva og Ho­ strup, og det er de bedste Lægemidler baade for 08 og for Kassen. For det er Trækplastere. Og dem trænger vi mere til end til Brandespiller, der har den modsatte Virkning.

T h e a t e r k a t t e n sp ind e r : E v a .

Her var mange Rigs- tlagsmænd den Aften. Hele forste Paiket sad fuldt af de Mænd fra Virum, som ventede paa, at Ho­ strup skulde give dem en Pære fol­ det Æble, de gav ham i sin Tid. Lige for Lige! — Det var ikke nogen stor Pære, de fik. Kun en ganske lille folkelig Skole- Pære fra Højskolens Kundskabs­

træ ( vide Tangs Botanik). Og saa maatte de bide i det sure Æble og sige Tak for Pæren endda. Akkurat lige som de Mænd fra Virum. Bajer var den eneste, der fik Smækfor Skillingen. Naa — Lidt er bedre end slet Intet og Eva er bedreenddet nationale Drama, Drachmann ikke skrev. Endskjøndt! Hvad tænker Kammerherren paa? Dersom jeg i Stedet for at være en gammel adstadig Theaterkat, var et ungt uskyldigt Balletbarn og jeg fik de Principer om Opdragelse og Disciplin at liøre fra den kongelig danske Scene, saa — ja jeg vil nødig sige det, men jeg tror ikke, jeg blev rigtig flittig paa Skolen bag­ efter. Fidelle og jeg har havt en lang Diskussion desan- gaaende, og Fidelle bemærkede meget rigtig, at hvis saa- dan en Hvalp faar Lov at rende i Halen paa sin Moer, saa lærer den aldrig at opføre sig ordenlig i en Daglig­ stue, saa man kan have den inden Døre, saalænge der er Tæpper paa Gulvet. Angaaende Killinger siger min Er­ faring mig det Samme. Men iøvrigt holder jeg med Ho­ strup. Jeg blev ganske bange i tredie Akt, da hun vilde til at tage Udgangsbilletten lige som Nora og gik om­ kring og gnistrede og viste Klør. Nu farer hun i An­ sigtet paa dem, sagde jeg. Hvorpaajeg tog min Hale til mig, for at den ikke skulde spolere Virkningen, ved at komme imellem, naar Porten skulde slaas i med et Knald. Men Disharmonien oploser sig i lutter Harmoni, hvilket bragte mit Hjerte til at banke i søde Erindringer fra mine første Hvedebrødsdage. Det var en lille graa Mis ovre fra Grøns Pakhus, jeg var borgerlig gift med. Hun kradsede

Nr. 23. Anmeldt af Nutiden, Vilhelm Møller stiger paa Ryggen af sit Liggendefæ (Richard K auffm ann) ind ad et Vindue, udaf hvilket Hoffensberg - Jespersen - Trap kaster en Pengepose. Motto: „T rip, Trap, Kauffmann — tit Vilhelm Møller saa sit Snit!“ Nr. 24. Anmeldt af Kammerherre Fallesen, det kongelige Theater, Kongens Nytorv. Et adeligt Vaaben- skjold, garneret af to borgerlige Billet­ sjovere, i tre Felter. I det ene en grøn Debutant, i det andet en rød Plakat, heromkring staar: „Ved Debutanternes grønne Flok Rødme Plakaterne mer end nok.“ I det tredie Felt en Jean de France med Motto: „Saa fransk som han var ingen Chefer her i mange Aar..“ Skvaldergade.

Nr. 20. Anmeldt af „Fæd relandet“ , Studiestræde. Et Trekløver. I venstre Kløver de 2 flækkede Surbrødre Schandorph og D rachmann med dygtig Smør paa-, i midterste Kløver tager Floug sig en Lur; i højre Kløver blæse han, som Hejmdal paa Bifrost-Højbro det literære Venstre et Stykke paa sin Lur. Motto: ,,Lur ham!“. Nr. 21. Anmeldt af Berlingske, GI. Kongevej. To Felter. I det ene en Hofcirkel, uden Begyndelse og Ende; i det andet en Smørfjerding, som den Ubekjendte sætter Pris paa. Motto: ,,Den gjør saamænd ingen Kat Fortræd Og er et Middel mod Søvnløshed.“ Nr. 22. Anmeldt af F am ilie ­ v e n n e n , Bom. En Bonde med en Tillægspræmie, der ser saa ejegod nå, ryster paa Almanakken. Motto: „Alle Kolportørveje føre til R o m .‘