S_Punch_1881

26

VIII. e Forbundsfæller, ja de Forbundsfæller, Dem maa for hver en Pris man holde paa, Især fordi man véd, de Sorte smaa P'or Verdens største Aander gaar og gjælde“. Ved S p r e e n og i Morgengnarets Kjælder Er Racen kommen lige højt paa Straa; Naar derfor Offre man dem bringe maa, Man ikke nøjes kan med Bagateller. Se derfor skal Treenigheds-Symbolerne Og B a l s l e v s Katekismus ud af Skolerne, F ø r faar ej B e r g sin EEDVARDS H jæ rte g læ d et. Da Skolen ej bør «kjært og helligt» fattes, Kan Kristendommens Savn jo let erstattes, Naar man faar l a n g e l a n d s k Moral i Stedet.

Fra d e t h e d e n s k e Hu s .

Glem ikke de smaa Sorte

- C

D a n s k e A d e l s v a a b e n .

VI. en store B o g ø d r o t , som tidt forfriskede Os med sin Vittighed, den sjældent spillende, Med Talens Perlerad, den altid trillende, Og med «det s i d s t e Ord», han lønlig hviskede, For «S m a a f o 1k s » Gunst og Folkegave smiskede Han aldrig, — sligt kan bare siges drillende, — Selv naar sin Haand han holder over Sildene, Som S v e n s k e r n e i B o g o s Farvand fiskede- Hans Magt er stor, det kan man ikke skjule: Han hersker over Fiskene i Havet, Som over Venstres mest forfløjne Fugle. Dagsordnen nys til Fiskergarn han laved’; D og denne Snare han forgjæves fletted’, — Der hverken Fugl kom eller Fisk i Nettet. VIL p fra Neptuni vaade Element Han retirerer skyndsomst paa det tørre, Hvor uforsagt, som en fra ott og fyrre, Mod E m b e d s s t a n d e n han sin Hær har vendt: ■Den Løn, en saadan Rad for let har tjent, Bor man paa ingen Maade gjøre større! Hvad skal man med det møjed? maa man spørge ; Han fik jo Forskud, da han var Student! Og siden Pagten med de Sorte smaa Er det kun simpel Pligt mod deres Fættere, A t la’e dem Klør i Embedsstanden faa. A f Højres Taler bli'er den ikke mættere, Og mærker den, at vi kan la’e den flaa, Saa gjor de Herrer nok os Sejren lettere!»

S om et Supplement til de Afbildninger af danske « I l l us t r e r e t Ti d e nd e * i en læn­ gere Aarrække har laant Vaabenhus, begynder Punch herved en lig* lK-nde interessant Vaa- bensarnling af de mest forskjellige Vaabenarter. Punch er nemlig ikke saa som

Adelsvaaben,

snæversynet,' at vi alene skulde anerkjende den fødte Adel, vi indrømme ogsaa, at saavel Aandsaristokratiet her i Landet som Pengearistokratiethver paa sin Vis har gjort sig for­ tjent afvort Fædreiand, og vi paastaa dristig, at Dan­ mark besidder flere saadanne sande Adelsmænd, end de fleste ah ner. Da Punch altid har havt Glæde af at sysle med Fortidens, Nutidens og Fremtidens store Mænd og Kvinder og stedse har sat en Stolthed i paa enhver Maade at mindes vore mest fremtrædende Slægter, have vi derfor 'ment, at det ikke vilde være uden Interesse for vore Læsere at faa at se, hvad disse vaabenføre Vaaben- brødre egenlig fere i deres Skjold, og vi meddele derfor hos- og omstaaer.de Gjengivelser af de vigtigste al disse med de nødvendige Forklaringer. A n d e r s e n , Skjoldet er delt paalangs i

2 Felter, I det venstre er paa mat Baggrund udhængt en red Lygte. Feltet til Højre er igjen delt i to Dele, hvoraf den øverste er brun, medens der i den ne- derste er anbrangt en Bro. Dette Bromærke fik Andersen Ret til at føre paa Grurid af sine étore Fortjenester af Randers Bro, og