S_Punch_1881

30

Morgengnavets Viser, (Frit efter H. D r a c h m a n n . )

Hvad voldte jeg vel H ø g s b r o s Mænd? De bære Rævepels ; De er — Gud fri og frels! — Venstres Hæder. De snakker og forhandler, ja De sidder der og tager Hærlov af Højres Bøddelhaand, Som Radikale vrager. — Jeg kalder B o j se n for en arg For­ ræder. Hvad voldte jeg A l b e r t i s Folk? De synge T a u b e r s Pris, De nævnes ligervis Venstres Hæder. De slaar vel deres Øjne ned, Saa saare man begynder At spørge dem, om No'en de véd, Som Svovlsyre ynder? Om T a u b e r endnu lige voldsomt æder? Jeg hørte nys en liden Fugl, Som fLgred for min Dør, Jeg gav dens Sang Gehør, Foretræde. Der var en Gang en Folkebank, En Folkebank i S l a g e l s e . Vi T a u b e r ikke fritte vil Om den Tildragelse. — Hvi lader de ej E e d v a r d hansGe-læde!

Jeg aged til Slottet i hængende Karm, Mig fulgte vel F e r s l e w med F a l k ­ m a n paa Arm. — Ak nej, jeg maa græde for F a 1k m a n og Slot, Jeg er jo kuns Askepot! in . H vad vil den Mand med Fingre tre, Med Fingre tre i Vejret rakt! Hvorhen jeg gaar, jeg kan ham se Slaa denne Fingerpolkatakt, Hvis Magt jeg selv maa lyde, En Folke-Mand, en Alvorsmand! — Gud véd, om "Gnavet' var is ta n d Ham Honorar at byde! Og han er Ven af D r a c h m a n n , Og D r a c h m a n n kommer h i d '! .... Hvordan mon D r a c h m a n n nus e r udV Bær Skjæg han end paa Bryst? Sydvest til Skjærm mod Storpr og Slud ? Og har' hans Tunge end den Røst, Som Jomfruer maa lyde? Ak her i H ø r u p s Fedtebod Han sætter knap igjen sin Fod, Hvad kunde vi ham byde? . IV . T y s min Kasse! Iivad du gav, Gav du villig hen og gjerne, Var jeg fer kun C h r e s t e n s Terne, Nu ,er je g— Minister — Nej! Hvor jeg griber, er der Fraser Og jeg straaler af Sofismer, Blændende som slebne Prismer, Men naar jeg -alene er, Bli’er ,jeg svimmel, gaar det rundt. Gjør det end i Lommen ondt, Sig, hvad skal jeg da fortryde? Havde Ører kun at byde. Tys min Kasse! Alt er godt; Her er fransk og flot herinde, Gjerne la'er jeg mig forblinde, Fik ei H ø r u p s Eegnesans. Lille E e d v a r d , vær min Terne, Eneste Fortrolig Du! D r a c h m a n n kommer, ser saa gjerne Vers i Bladet — helst dog h a ns . B . E v r o p æ i s k . I. G av stedse Brød hver Venstre-Sjæl, Som betled ved min Dør, Gav Jøder selv Gehør, Hver sin Naade. Da sang for mig en lille Fugl: De nævne Dig helt ilde, De nævne Dig ved Navne, som Jeg aldrig nævne vilde. — De stikker selv i Skarnet, hvor de traadte. Men jeg tér mig evropæisk, Ikke niere bondsk og fæisk Og i mine Spalter hvisker Det saa svedent farisæisk.

I. Skal altid i Degnevisdom begravet Trælle i Vadmelets Væveri, Vrøvle om Vælger-Folke-Kravet! — Var man, som C a r s t e n s e n fri! Nu er jeg kjed af Bondetravet, Heller jeg red i Galop De kaldte ved Daaben mig "Gnavet», — Jeg gnaved mig gjerne fri. De Klokker ringe til Degnesang, Nu bliver min Leder saa lang, saa lang; Og vil jeg med P i n g e l en'Tur mig gaa, Saa sidder C h r e s t e n og passer paa. I Dassavisen staar liflige Blommer, Der drømmer m it Hjerte blandt Zwibler og Løg, Krydret er Duften, derovrefra kommer. L -O han slaar som én Gøg, Han slaar for B r a n d e s paa Pavker og Trommer, Mens S e c h e r fløjter saa fint, Vær hilset L -O mellem Hvidløg og Blommer! Vær hilset du kukkende Gøg! II. A k, hvem der havde en H e r m a n Hver Søndag i Kjælderen sin, Om ogsaa for Gud og for hver Mand Han var til Spot og til Grin! Og hvem der kunde age i Karm, Eller gaa med Ministre Arm i Arm! Ak, hvem der blot ikke var Askepot, Men ejed' som F e r s l e w et Slot! Jeg sidder og Øjnene lukker Med Hænderne lagt under Knæ, Og vel har jeg Nikkedukker, Men Størstedelen er Fæ.

I I . N eppe tør jeg tale, Saa vinker han brat; D r a c h m a n n drømmer vaagen, Men værre dog ved N a t; Vilde saa gjerne sige ham, Hvad mest jeg tænker p a a . . .. Jeg tænker paa Honoraret Det kan han ej forstaa.

Jeg drømte jeg, var en Due, En Mæfik i C h r e s t e n s Bur, Saa rendte jeg bort med D r a c h m a n tt, Mens B e r g, han tog sig en Lur; Saa loved han mig at skrive E t buldrende V enstrekvad.. . . Saa slog han en Digterblækklat Midt paa m it hvide Blad. Saa vredes han brat, Tager mig i Kardusen, Som vilde jeg fra ham gaa......... Hans Vers er det skæreste Vanvid; Jeg kan dem ej forstaa. I I I . R igsdagstiden er kommen, Pæren til Vælling er moden, T h o m a s N i e l s e n alt bavler Vaage maa jeg stedse Ved Dag og ved Nat; Vender jeg mig fra ham,

Jeg pynter dem ud efter eget Sind, Men de er og de bliver kun sølle Skind, — Ak, hvem der var Nikkedukke igjen! Eller Dukkerne Herremænd!

Om Renten og Rentefoden. Silke jeg ikke har spundet Af I) r a c h man ns Nyta arsløj er, Men selv om det ikke gavner, Alligevel det fornøjer.

Saa tog jeg vel E s t r u p s Kjole Med Kors og med Stjerner paa, Og rendte af C h r e s t e n s Skole Og vilde til Hove gaa.