S_Punch_1881

70

» H a n e fje d e l » E j en G a n g vi a va n cere.

A aget tungt p a a deres N akke, B lo t fo rd i de m a a til Takke T age med, h va d m an v il række D em , og ba re lystre stum t. F a k tu m ! — dog det g jo r ej G a vn N u om den T in g m er at snakke Og at m indes den S la g s F a k t a ; Dem m an læ gger helst ad acta / den g lade F a s te la v n , B o rt fr a Sn ak om N o d og S a v n ! E r her trist i K jeb en h a v n , Sige vi — som C æ s a r — jacta Alea est ! og K u rse n ven de T il B e r l i n , h vo r nu de tænde H ym en s glade B ru d eb lu s. D er er F r y d , ja tiden E n de, D er er F o lk i bedsle P u d s, G la d e B ry llu p sg ra tu la n ter, F o lk m ed K o rs og E lefa n ter, P ie n ip oten tiår ius S tra a te n d e a f D iam a n ter', B ru den s F æ d re n a v n v i k jen d er A ltfo r vel og d e rfo r sen der Vi nu kun — P rin s J u l i u s . H a n og B h 'a n d e s er ved S p res D anm arks to R epræ sen tan ter, Og de modes jo m aaske T il So u p er. N ys p a a Slottet jo ■>d e r G r e i s e « Ved en «The« S p ille d e »N ath an der W eise«. F æ tter je g ga d næ sten rojse T il B e r l i n blot fo r at se K e jse re n — .»das alte Degen* H visk e fa d e rlig »ganzleise« — N a a r han ve d P ræ sen tatio n F æ ster B lik k et p a a v o r egen G e o r g s bukkende P erso n — ■>Guten Abend. lieber Sohn! Welch ein Wendung! Gottes Segen! Gottes Segen — ja b e i C o h n ! »

P \ i m h r e v e til Fætter Kristian i Nykjøbina. Å , v w y ' '7

N ej, di ligger her som sm edet F a s t m ed a lle K lu d e strogne, Rendt p a a G ru n d p a a V røvlets S tra n d . F aktum 2 : H v is N ogen kan N æ re sig m ed B r o d og V an d Og a f V enstres F lo skelk ild c Slu kke Sa vn ets hede B r a n d , S a a er han Lie'som skabt til E m b e d s m a n d ; At de F o lk , som E je r boldt spille M ed h ver Sa g i D anm arks L a n d , Tæ nke p a a en G an g at skille Ud a f V aasets G lim m ersa n d B lo t et lille G u ld ko rn , kun et uselt G ja n , S a a er han Stæ rk i T ro en og han du er B r illa n t til E m b e d s m a n d . Faktum 3 : At fan ge F lu e r Regnes fo r en grusom Sport, D en. der gjo r det, h an dler ild e ; M en at drille Og i D age og i Uger N a rre , p la g e , æ rgre, p in e S ta k le r, som p a a L a b ben suger, D em , hvem S a v n og M a n gel k u e r, D em , iorn G ja ld og A rm o d truer, S om m ed G agen kom til kort, Og m ed den B evid sth ed trine H v e r D ag in d i U dvalgsstuer, H vo r m a n d riv e r T id en bort, Sk jo r dt m an m,ed dybsindig M ine L a d er, som m an g i‘er den fine D iplom at — se det er h a a rd t! H a a rd t — j a væ rre, det er dum t, Dumt at ægge D em , der trække Vøgnen m ed de, tunge Sæ kke, D um i, p leb ejisk , ra a t og grum t, G rum t at lægge Og hvis N ogen er i S ia n d T il n a ivt sig at in db ild e,

K V jæ re F æ tte r! Det blev L o g n : T o en , som je g sidst D ig lo ved , V a r ed' ikke m ange D ogn ; A lt fo r m eget der jeg vo v ed, Sk am fu ld bojer je g m il H o ved , H verk en H e llig eller Sogn S k a l je g m ere P ro fe te re E lle r Optim ist agere, N a a r en V estenvind ved F lø jtn Blot begyn der at rum stere , B liv e r m an saa let i Sin d, L a d e r det — i T an ken — regne S p a n d e ned og a lle Vegne S y n es det til V a a r at tegn e . So len s Sk in

L u k k er F o ra a rsta n k er in d . H v a d blev saa det H e le? M en i D ag v il je g p ro b ere F a k ta kun at referere.

V in d !

F a k t a ! — rigtig terre, n ø g n e! D em , man, hvis m an ej er b lin d. S e r tned sine egne Ø jn e, — S k a l i D ag m in P en reg ere, ik ke Drøm og H jernespind, F ak tum 1 ■. V i ligger stille. K a n e j komm e ud a f Stedet, Om v i nok saa gjern e v ild e,

Paa Skøjter.

C h a r-å -b a n c og efter en lialv Times Istransport naaede vi derud. Isen havde vel om Natten gjort Skrue, men tii sidst var det dog lykkedes ved en istapper Optræden af Komiteen at faa Banen isoleret, og der havde indfundet sig saa mange Tilskuere, som Isen kunde bære. Midt paa Banen var der rejet et Ishus for Musikken, medens Dom­ merne havde Plads i en Isenbod lige overfor. Kl. 3 skulde Lebene begynde, Musikken havde allerede i Forvejen spillet: »Langt højere Bjerge saa hvide paa Jord», og præcis paa Isslaget erklærede P u n ch Isrenden for aaben.

Efter Bestemmelsen skulde den af P u n c h ’s Skejteløberfore- ning foranstaltede Væddeløbsfest finde Sted igaar ved Isbjergene paa K astru p, og vi begav os derfor ud paa Christianshavn» Torv, steg op i eri med ei. Par vælige Kastrubbere forspændt