S_Punch_1881

Sørge-Serenade.

1 f i r e Maaneder forgjæves gloede Man efter Frugten af en langstrakt Flid. Der var et Øjeblik, man næsten troede, Paa Grund af denne strenge Vintertid, At disse femten Færgemænd, som roede Hin Baad, vi ventede, nu laa i Strid Med Elementerne, om ej ved Sprogø, Saa muligvis mod E l e m e n t e t B o g ø . De lire Maaneder var nu til Ende, Saa fik vi det imødesete Værk: Det var just ingen Tornmerstabel stærk: Nej, nærmere en Bunke Pindebrænde. At ikke man har raset som Bersærk Imod det Forelagte, vi bekjende: Det Nye, som hin Statens Ober-Kænaner Har vist os, er kun nogle »Samraadsæmner». Thi man har plejet Raad om Terpentin Og om Petroleum og Fribilletter Til Rigsdagsmænd og lukket Vogn til Svin Og Stude i de kolde Vinternætter, Om Jernvejsfart med Flynder. Torsk og Spætter Og andre Smaating — muligvis for Grin? — For Resten er, saa vidt som vi har set det, Nok Animositeten lige stor Mod Dannelsen og Universitetet I Aar, som den har været det i Fjor. Theatret har man ogsaa paa Tapetet: Der hjælper ikke nogen Kjæremo’er! Der spares skal! Dog ikke i Parketterne I Retningen af Rigsdagsfribilletterne. For øvrigt i det Hele og det Store Kan det vel ingenlunde nægtes, at Forsonligheden kommer pænt til Oide. Man har ej villet tage rigtig fat. Man Valgtribunens Nærhed let kan spore, Det er, som om den har Sordine sat Paa alle disse «Ferste-Fiveliner\ Der skal til G r a m s om Vælger-Appelsiner. Hvad der laa øm Smørret. Thi at man i det Meste af et Halvaar Forhandler sligt, kan næppe være Alvor.

Hytten er lukket, Sceneu er stille, Gassen ej glim ter bag Lam pernes Giar, T aarer! mens let over Kinden I trille, Gjerne vi vilde Synge og spille, Kronerne til vores K asser det bar.

En velbetænkt Betænkning.

M o g e n s e n frøs 3 Grader Celsius. Hans Næse var ganske violblaa. og Marts­ solen havde kun formaaefc at fremkalde en ganske lille klar Draabe, der randt stille blinkende ned ad Næsetippen som Tagdryp fra en Istap Med valne Hænder greb han ned i den sidste Ottingjydske

E t mægtigt Opus nys for Dagen kom — Finensudvalgs-Betænkningen det kaldes — E t bindstærkt Værk, der æsker Folkets Dom Og stiller sig sans gène frem for Alles Kritik saavel i Rigsdagssalen som Paa Kaffehuse, hvor det nu kan faides. Enhver omtrent sig feler i sin Visdom Forpligtet til at fælde en præcis Dom. I f i r e Maaneder vi vented’ stet, Paa, hvad der vel omsider vilde komme ; Nu endelig er Ventetiden omme, Og man trakterer os med Surt og Sødt. Se, fire Slag? Partier har vi mødt, Men det var ej tilstrækkeligt for Somme. Og derfor se vi en just ikke splinter­ ny Mikrokosm’ : Solopartiet W i n t h e r .

Herregaardssinør, medens hans biege Læber fremmmalede en kuldegysende Forbandelse over isen, i hvis kolde Favn­ tag den dyrebare Ladning holdtes isbunden i den for sin Isfrihed saa hejt og lydelig anbefalede G r e n a a - H a v n , Mange vare de Kroner og Ører, som denne hæderværdige Olding fordrede i Tribut af P u n e k ’s heldigvis nogenlunde velforsynede Lommer, og da de blanke Menter rullede hen ad den fedtglinsende Disk for at lægge sig fredelig til Hvile op ad en Petroleumsdunk, fløj den Tanke gien- nem P u n c h s ædeltænkende Sjæ l: »Hvad. mon Embeds­ mandenesmere paa deresBred?» Men P u n c h er for prak-