S_Punch_1881

90

Mod Daggry, (Ved A l e x a n d e r IH.s Tronbestigelse.)

Fra Østen stiger Morgenrøden frem O O Og bringer nyfødt Liv til Jordens Dale. I Østerleden Solen har sit Hjem, Der stiger den i gyldent Purpurbræm Og vækker Folkets Kraft, som laa i Dvale. Vi spejdede mod Vest, da blodig rød Bag DvBBøL-Banke Solen gik til Hvile, Men gjennem Egennyttens Taager brød Kun haabløs Nat og Undergang og Død Og slukked’ Aftensolens Flammepile. Nu stirrer vi mod Østens fjerne Strand Og venter tavs, til Nattens Tid er omme. Et nyfødt Haab bag Horisontens Rand Er tændt i Morgenrødens unge Land. o O Fra Øst som Lys og Sol maa Frelse komme. Og skjønt endnu er skjult hin lyse Dag Bag Dødens Gru, som hviler over Landene, Dog gjennem Nattens dybe Aandedrag Vi hører alt de første Vingeslag Af Haabets Aand, som svæver overVandene. Ja ganske rigtig, der sad jo C hresten B e r g nede paa Fuxepladseu og svedte over den franske Grammatik. Han blev øjeblikkelig kaldt op og hert i de uregelmæssige Verber, men klarede sig daarlig, fik T g ? og skulde sidde to Timer over. Da han gik ned, horte P u n ch ham sige: »at det bred han sig ikke om, han var vant til at sidde hele to Maaneder over med Finansloven» — Anmærkning for Dovenskab og Uartighed. — Saa kom lille E e d u a rd . Han fik N u l i Religion og M dlg. i Opførsel. Da han skulde hen i Skammekrogen pegede H olstein B læ sen borg Fingre ad ham og raabte Æ h -Bæ h ! Til Straf blev han selv kaldt op til Kathedret og trukket dygtig i Orene. Derefter kom lille E rs le v og lille H e ym a n n op og vilde endelig høres i Gehgraft, helst noget om Nordpolen og om det Land Gosen. E rs le v var meget flink og fik M g X , men H e ym a n n kunde ikke rigtig klare sig, skjent han havde givet E r s le v Løfte om to Dusin forsølvede Messingknapper og Lov til at bide i en Graapære, hvis han vilde suflere ham. Men P u n ch lugtede Lunten og sendte E rs le v tilbage paa sin Plads for at læse over paa sin Botanik og Astronomi, som han sidste Gang havde kunnet saa daarlig. Saa gik lille H eym a n n i Staa og kunde siet ikke klare for sig. Han vidste slet ikke andet om ------- eCiV-------

Har lagt sig kold og stille over Landene, Naar Sorgen sidder, alvorsfuld og stor, Og maner gamle Minder frem af Jord Og Dødens Engel svæver over Vandene, Da lofter Længslen sig af Nattens Blund Og flagrer over Havet ud fra Kysten. Mens Fuglen tier i den tavse Lund Og Ordet slumred' ind paa Folkets Mund, Gaar Tanken drømmende sin Vej mod Østen.

Punch drømmer.

Punch, havde begaaet den samme Fejl, som den kjøben- liavnske Handelsstand efter In­ denrigsminister S k eels Mening har gjort sig skyldig i. Han havde ikkeforsynet sig tilstrække­ lig med Petroleum. Forgjæves skruede han Lampen i Vejret den ene Gang efter den anden. Vægen kullede, Flammen blev

rodlig og osede, til sidst slukkedes den.

En knugende

Desighedoverfaldt

Det laa som en Blyvægt paa

P u n ch .

hans Pande og paa hans Øjelaag. Han rnaatte lukke dem til. Saa blev det paa en Gang lyst i Værelset, men ikke Lampelys, rigtig straalende Sollys, der skinnede paa hvid­ kalkede Vægge og paa et blækbesmurt Katheder. Og paa Kathederet stod P u n ch , dog ikke i sin sædvanlige brogede og særdeles klædelige Dragt, mea i en afslidt sort Kjole, hvidt Halsbind, stive Flipper og Briller paa Næsen. I Haanden holdt han et mægtigt Birkeris. »Herre Gud*, tænkte P unch . « tem pora m u tan tu r . I gamle Dage afbildede jeg altid Chresten B e rg paa den Maade. Den Gang var b a n Skolemesteren c.g svang Tugtens Ris, hvorimod nu — «

Made with