294526366

Hvad I mener, det jeg nok kan ane, skjøndt jeg bor kun i en lille by — verden kommer mer og mer i vane med at glemme gammelt for det ny. Når de brune bøgeblade dækkes tæt af rimfrost en oktobernat, sjælden tanken da om hin tid vækkes, da hver kvist var smukt med grønt besat. Som med skovens pryd ved vintertide går det ofte her med mandens værk, knap har svaghed gjort hans lokker hvide, så er glemt, at han var engang stærk. Hvorfor glemme? —- nej, lad mindet hædre ham, som virked dygtig i sit fag; yngre gør måske hans gjerning bedre, aftensol mod middagssol er svag; men når I vil spørge om en gubbe, lad da også fortid give svar; falder Eders blik på golde stubbe, husk da på de strå og aks, de bar. Der var mange børn, som han oplærte, så de blev til flinke dannemænd, sikkert gæster vemod deres hjærte, han var deres lærer, deres ven; tør jeg mig til disses talsmand kåre, er mit suk jo mange braves suk, mens jeg offrer ham en barnlig tåre og en sang mer hjærtelig end smuk.“