294526366

*

57

hjærtet har så dybe længsler. Styrk, o Gud, den gamle skrift, så at fast den ånden fængsler! Ak, men når om Nords bedrift jeg ej mere har at tale, • hvad skal da mig vel husvale? Ak, når jeg har sjunget ud, frels mig da, o hjælp mig, Gud!

Om end Grundtvig navnlig fik dette sit sidste store ønske underligt opfyldt, så gik det dog ellers ikke helt, som han havde ventet. Ganske vist løb meget af tiden for ham med at sysle med gamle pergamenter, med grublen og med sang under suk, der steg op af hjær- tets dybe længsler. Men dagene randt dog ikke hen udelukkende med disse ting for ham. Det virkelige menneskeliv stillede nemlig også sine krav til den unge Grundtvig og lagde beslag på en del af hans kræfter. Hertil bidrog bl. a. den lille åndfulde kreds, han ved Sibberns og Herslebs venskab blev ført ind i. Den 25de maj 1808x) blev Grundtvig ud­ nævnt til alumnus på Walkendorfs kollegium. Som ung skribent, der gav håb, havde han uden synderlig umage fået denne friplads* 2).

*) Engelstofts annaler 1808 I. s. 348. 2) Grundtvig: mands minde s. 327.