294526366

77 er visselig en konst at tie og lade de hensovne selv tale og færdes livlig“ 1). En ting har Grundtvig i disse år F r i d e r i c h S c h l e g e l at takke for, ti denne var det, der vakte hans opmærksomhed på grundforskjellen mellem Luteraner og Kalvinister. Men den levende Gud regnede Grundtvig dog for sin ypperste læremester; ham så han overalt i historien. Gud og videnskab at dyrke, det var derfor Grundtvigs første løsen blandt sine elever. Vi forstår godt, at Grundtvig måtte vække alvor og begejstring i de unges hjærte, når han sådan med sit gudfrygtige, poetiske øje beskuede tiderne, og at de unge endnu på deres gamle dage kunde bevare et levende minde t. eks. om hans skildring af Leonidas i Termopylæ2). Og vi forstå, at han måtte vinde et anset navn i hovedstaden som historie­ lærer. Den Gud, Grundtvig opmuntrede de unge til at dyrke, var nærmest det levende og i historien nærværende guddommelige forsyn. Kristustroen var nemlig endnu ikke brudt igjennem i hans eget hjærte. Deraf kom det, ') Jvf. Grundtvig: håndbog i middelalderens historie s. VII, og Dannevirke IV. s. 389. *) Brun: Grundtvigs levnedsløb I. s. 15.