294526366

79 dog, det var hans pligt som lærer i historien at benytte denne. Men han var ikke kommen længere end til det trettende hundredår, da de tyske riddere indtog og med sværdet krist­ nede Preussen, ti her havde Kotsebue plantet en af sine giftblomster under hvad kan kaldte „det visne kors“ ; og derved løb det Grundt­ vig koldt ned ad ryggen, så at han ikke blot smed bogen fra sig, men sprang op som grebet af en mægtig ånd, der kaldte ham til r e f o r ­ mator. Og dernæst vil vi oplyse om, at om end det røre, som Grundtvigs dimisprædiken den 1 7. marts 1810 havde vakt i hovedstaden, vistnok også forplantede sig til den schou- boeske skoles lærere og de ældste disciple, så har der sikkert været bragt en endnu stær­ kere bevægelse i de unges hjærte ved Grundt­ vigs undervisning det sidste halvår, han var lærer ved skolen. Alene hans mørke øje og blege ansigts levende træk, hvori der nu var noget sværmerisk, men tillige noget blidt1), måtte dobbelt fængsle. Men at hans mund

') Om digterneBaggesen ogØhlenschlæger af Kr. Arentzen. 3. b. s. 115 flg.