294526366

8i Altid dog med åndens bredte vinger flagred jeg mod åndens rette hjæm, lyse spor af herrens almagtsfinger stræbte jeg at stille klarlig frem, dybt i eders hjærte dem indpræge. Fra de stjærner, som kun mat forgylde, bød jeg eder løfte højt jert blik mod den sol, som udi tidens fylde strålende i østerland opgik med Gud faders evige enbårne. Længe vankede jeg selv i blinde: så’ i Kristus herlighedens glans; guddomskronen på hans høje tinde blev forborgen for min sløve sans, hans forsoning knap jeg nævne turde. Unge venner! lytter til min tale! afskedstalen fra en ærlig ven: vender jer fra jordens tågedale til den hellige på korset hen! ti kun dér er sjælens held at finde. Agter ej de frække, vilde toner: vanvids spot og hovmods usle kløgt! troer fuldt og fast på jer forsoner, og bekjender det foruden frygt! da skal han og eder frit bekjende. Give Gud, mit ord det kunde mægte at oppuste troens slukte glød! så I aldrig dog den herre nægte, som for eder tålte korsets død, så I ej ved eders Gud jer skamme!