EfterretnOmJohannesWiedewelt

198 den 23. September rejstes paa A ssistens K irkegaard det fem A len liøje M o n u m e n t o v e r B o r g e m e s t e r P e d e r U l d a l l (død den 1 1 . November 1798), der forekommer os at være et af Kunstnerens svageste A rb ejd e r: i en Niche en siddende Themis, der peger paa e nU rn e 1), — og ende­ lig blev den 2. November i Trinitatis K irk e opsat et M in ­ d e s m æ r k e o v e r K o n f e r e n s r a a d T e r k e l K l e v e n - f e l d t (død den 14. A p ril 1 777) med den afdødes Portræt- medaillon i hvidt italiensk Marmor, a f fortrinligt A rb e jd e 2).

F o rsøg til en Karak teristik a f W ied ew e lt som Kunstner, Akadem iker og M enneske.

V i nærme os nu til Enden paa Wiedewelts lange Kunstnerbane. Fø r vi imidlertid berette, hvad vi vide om den fortjente Oldings sidste Dage, ville vi efter ringe Evne forsøge at give en Karakteristik af ham som Kunstner, som Akademiker og som Menneske. Som Billedhugger er Wiedewelt uden Sammenligning den største, Danmark har frembragt før Thorvaldsen. Hos Coustou lærte han til Fuldkommenhed Marmorets tekniske Behandling; hans sunde, ufordærvede Kunstnernatur, hans forholdsvis korte Ophold i Paris, og den Omstændighed, at han ikke i Coustous Værksted fandt Lejlighed til at optræde som selvstændigt skabende, bevirkede, at han ikke gik til Grunde i Dekadencens Svulst og Unatur. I Rom fik han ved sit inderlige Forhold til Winckelmann og sit ved­ holdende og grundige Studium af Oldtidens klassiske Vær-

x) Mskpt. 1396, n. — Nu meget medtaget. s) Mskpt. 1396, n.