GAHagemannsKollegium_1909-1918

HJEMVENDT.

D er er langt at gå, der er tran gt a t gå, der er langt, fø r vi k om m er h jem ; og him len, der var n atsort, er stille blevet grå, og støvlern e blødes a f m orgen vå d e strå, og endnu er de lange m ile frem .

Og vi vandrer gennem lande, som vi aldrig forh en så, deres fjern e sæ rhed isner os i sk ræ k ; og de stjernetegn, der slu kkes over vejen, viskal gå, det er ikke dem , vi stirred p å om aftenen som sm å, og de viser os, h vor langt, la n gt vi kom væ k. Men vi syn ger i det kolde g ry de trætte hjerters sang, j a vi kvæ der a f vor bæ vend e ve. H ø r! det ton er os i sjæ len a f en streng, som ikke sprang, fo r de lave horisonter, vi vragede en gang, er de eneste, vi øn sker nu at se.

M i d t i den næsten internationale trængsel og tummel paa Fredericia bane­ gård fik jeg øje på ham. Han stod rank og rolig i den brogede vrimmel af jernbanebetjente, soldater, jysk- og fynsktalende almuesfolk og ubestemme­ lig mellemstand, der puffedes rundtom. At han selv var Københavner var ikke svært at gætte, allerede tøjet viste det: svær ulster af et ikke provinsielt snit, praktisk grå rejsedragt med tilsvarende blød hat. Og havde jeg ikke kendt ham personlig, kan det godt være, at det vilde unddraget sig min iagttagelse, at han hørte til de akklimatiserede. Det skarpe ansigt røbede sig ikke til en uindviet, fortalte kun, at ejeren hørte til et bestemt lag inden­ for de højere klasser, hvor en skarp intellektuel træning kræves af enhver, der vil naa frem. Men mig fortalte det ansigt jo nu så langt mere, for det kunde ikke skjules, det var et af dem hjemmefra. Samme slags træk, blot med en anden hår- og skægvækst, andre omgivelser i det hele, havde de, mange af de gamle bønder, som jeg husker fra kirken og markederne, og som under­ tiden endnu kan forekomme mig at være de eneste ansigter, jeg nogensinde har set. En stiv, benet næse, hårde bryn over dybtliggende øjne, en lidt tyklæbet mund med selve mundens linje som en lige streg, kinderne i stive læg på det sted, hvor barneansigterne havde haft smilehuller. Stille ro i ansigtsudtrykket, meget langt fra byboernes spirituelle bevægelighed, men sik­ kert oprindelig stammende Ira den gamle jyske fatalisme, der jo ikke længere