GAHagemannsKollegium_1909-1918

8

KOLLEGIETS MINDEAFTEN FOR G. A. HAGEMANN

Derfor blomstrede det under hans hænder, derfor blev han den store b e s i dde r , fordi han fortjente det, fordi han frembragte selv. Det andet, jeg vilde pege på, var hans sjæls munterhed. Han ejede det overlegne blik, der ikke i forholdet til andre mennesker leder til fordømmelse eller menneskeforagt, men til den glade gav­ mildhed, der var hans. Og denne evne hos ham kom, tror jeg, til at spille så stor en rolle, fordi det var den, der betingede hans ejen­ dommeligt harmoniske liv og bevirkede, at hans skæbne, der ikke i sine anlæg sgntes fri for disharmonier, kunde føres, som den blev det, igennem et virksomt og muntert liv til den fuldkomne og skønne fred i døden. I sammenslaget a f disse to egenskaber ser jeg G. A. Hagemanns storhed: kraften og mildheden hos ham, hvis intelligens og kunnen på hans livs højdepunkt omfattede en verden, men som på den anden side , da han sidste gang i sin bil kørte her fra byen ud til sin gård, havde med sig i fodposen tre smaa kyllinger, der med ham skulde nyde påskesolskinnet på Borupgård. Vi skal ikke mere se hans lille skikkelse rejse sig fra sofa­ hjørnet her i dagligstuen for at hilse på hver enkelt a f os, den spinkle, lidt hæse stemme lyder ikke til os, men for os, der har kendt ham, vil denne sjælens frodige varme, gavmildheden også med det, der er mere end penge , være knyttet til navnet G. A. Ha g e m a n n .