GAHagemannsKollegium_1909-1918

9

TALE HOLDT D. 27. SEPT. 1917

Og n a a r h an fik kræ fter til at udføre alt det, h an fik udrettet, sa a sky ld es det den hvile, den v ederkvægelse p a a sjæ l og legeme, som h an s sm u k k e h jem og han s kloge og dygtige hu stru hød h am . Og n a a r han s sind altid v a r lyst og muntert, og n a a r han til trods fo r, at h an fik en h a a rd e r e skæ bn e end m ang e a f os andre, alligevel kund e tale om »mit eget lykkelig e liv«, s a a k a n h an sikkert takke sin h u stru s understøttende, h jæ l­ pende og opmun trend e kærlighed derfor:

Hendes m a a l v a r at tænde h an s syn i glød, s a a ingen fik kende, hvo h jæ lpen bød.

Og ligesom hos Ibsen træffer vi hos G. A. H ag em ann en lys og stærk tro p a a k v in d en , en dyb ane rkend else a f hendes væ rd som m enneske og en etisk vu rd ering a f h en d e , der er s a a højt hævet over den g amm e ld a g s æ stetisk tilbedende ridderlighed. Han vilde, at hun i livet sku lde være m an d e n s ligeværdige — noget, der b land t andet fandt sit udtryk deri, at H a g em a nn s Ko llegium v a r det første, der blev aa bne t og sa a for unge kvinder- Og kv inden s væ rd h av d e G. A. H ag emann ligesom Ibsen lært at skatte g en ­ nem sin hu stru . T il slut vilde je g gerne pege p a a en ting, som je g synes hører til kvin ­ dens skønneste k ara k te rtræk , en ting, som je g o g sa a i s a a rigt m a a l h ar fundet hos fru Mathilde H a g em a nn : Det er e lskeligheden , den ubevidste godhed, den gavm ildh ed , som ikke ser sig selv, som ikke giver for ros og æ ie s skyld, men fordi det nu engang er dens glæde at give; den g avm ildhed , som end ikke venter en tak.

Men ju s t for hun venter ej tak engang, vi digter og prenter en takk en s sang.

Eller rettere sagt: Vi vilde gerne digte og prente en sm u k lakkesang . Men ingen a f os fik poesiens naadegave. Vi m a a nøjes med at sam le vore ønsker, vore følelser og vo r taknem lighed i det ene lille o rd : T a k !