086552663

78

Men nu til Sagen: Det var en Gang, . Ja, det er ikke saa længe siden, Da stod jeg og nynned’ en lille Sang For at lindre Kviden og hjælpe paa Tiden. Min hele Tilværelse tænkte jeg paa, Jeg fandt, at den var meget elendig, Og for saadanne Tanker paa Flugt at slaa Er en lille Sang nødvendig. Da lyder med ét til Stilladset op En lydelig Kalden, og nede Paa Gaden der ser jeg en lille Trup Efter Husets Indgang at lede. Det foer igennem mig som et Lyn, Da jeg saa disse glade Krabater: „Bedrager mig ej mit gamle Syn, Saa kender jeg Jer, Kammerater !u — „Hurra!“ — saa raaber de alle Mand — „Os skal man ej længer kue. Du tro Kammerat paa Stilladset, kom an! Vid, at Murerne de gør Skrue!“ — Og broderligt tog de hverandre i Favn, Jeg følte en Taare i Øjet. — „Hvad, skruer de? Naa, i Vorherres Navn, Saa maa man vel krybe i Tøjet.'1 — Jeg ser i Hjærtet paa en og hver, den sande Begejstring luer. — „Guds Død, Kammerater! Skal jeg staa her, Naar alle de andre skruer ?“ — I Hast fik jeg pakket mit Værktøj ind, De skulde ej længer kalde; Det gjorde saa godt i mit gamle Skind, Da jeg stod imellem dem Alle. Og saa fik vi rigtig sat Skruen i Gang; Men har vi alt skruet længe, Os skræmmer ikke en Smule Trang, For vi er de gamle Drenge. Vi har ej Mangel paa Haab og Mod, Om Skruen lidt Kvaler forvolder. Hold fast, Kammerater! Skruen er god, Og jeg tror bestemt, at den holder.