HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_II h5

94

Koleraen i København 1853.

ordnet. Men de lleste af Personalet var uøvede; mindre heldige Subjekter kunde for en kort Tid komme til at gøre Tjeneste i Mangel af bedre, siger Engelsted. Det lyder i en samtidig, mere journalistisk Fremstilling saa- ledes: Sygevogterne, Gangkonerne og Vaagekonerne be- stode for en stor Del af Ladegaardslemmer, assisterede af fjollede Drenge og Piger, der naturligvis ogsaa vare Lemmer. Stiftelsens Læger og Præst — N. G. Biædel — var dem, der repræsenterede den nidkære Pligtop­ fyldelse. »En god Hjælp modtoge vi i dennne sørgelige Pe­ riode«, fortæller Engel sted, »af en ung Dame af anset Familie, som frivillig søgte Hospitalet, og Nat efter Nat gjorde Vagt sammen med de nye Vaagekoner, og med sjælden Opofrelse hævede sig ikke blot over den Fare, hun udsatte sig for, men, hvad mere er, over det mod­ bydelige Indtryk, som disse Kolerastuer med Patienter og Besætning maatte gøre paa enhver, endog paa den, som tidligere b a r gjort Bekendtskab med lignende Scener. Ved dette Eksempel paa Ivarakterfasthed og Menneske­ kærlighed udrettede hun vistnok meget mere end vi andre med vore Forsøg paa at gennemføre en kunst­ mæssig Behandling. Foruden at hun lindrede Lidelser og Dødskamp hos mange, bevirkede hun ved sit Eks­ empel, at de øvrige opvartende, hvoraf mange vare af Samfundets laveste Klasser, saa op til hende og be­ stræbte sig for at efterligne hendes menneskekærlige Omhyggelighed for de lidende, medens de, overladte til sig selv, rimeligvis ikke havde gjort mere for de syge, end de vare nødte til og betalte for.« Det er Ilia Fibiger, der her er Tale om, dengang 36 Aar gammel. »Den, der fik det største Navn i Kampen mod den blodløse Fjende, var min Veninde Ilia,« siger hendes Fætter Johannes Fibiger om hende i sine Erindringer. »Hun blev hele Landets Beundring,