HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1964

K Ø B E N H A V N S B E F Æ S T N I N G 1 8 8 6 - 1 9 6 2 meget smalle og tilspidsede foroven, dels indsvøbt i pigtråd, spær­ rede med gitre og i øvrigt holdt under ild med særlig forkærlighed såvel af voldens som af kaponiérernes besætninger. Betragter man volden som konstruktion og dertil erindrer, at der til dens armering hørte ca. 175 kanoner samt en betydelig mængde lettere skyts og maskingeværer til nærforsvaret (i kapo- niérerne), må man erkende, at der var skabt en forsvarslinie af et endog betydeligt format. En linie, der ikke umiddelbart lod sig rende over ende, især hvis der i forvejen havde været tid at sætte den i fuld krigsdygtig stand, hvortil hørte en række af de her i fremstillingen allerede omtalte »armeringsarbejder«. Disse omfat­ tede skytsets klargøring, ammunitionens fordeling og diverse grave­ arbejder på og foran selve volden i forbindelse med opsætning af betydelige strækninger af pigtrådshegn. Men ydermere anlægget af to skyttegravslinier foran hovedvolden, rydning af forskellige byg­ ninger og beplantninger og visse landsbyers og gårdes indretning til forsvarede, fremskudte stillinger. Vestfrontens svaghed var nemlig dens mangel på »dybde«, som det hedder i det militære sprog. Fik den trods alle foranstaltninger et fjendtligt gennembrud, var der ikke nogen forsvarszone, som de gennembrudte styrker skulle kæmpe sig igennem, og hvorfra et modstød kunne føres for at neutralisere gennembruddet. Derfor ville man benytte forterrainet til dybde, der kunne trætte og ud­ marve en angriber og dermed svække hans kræfter, inden hoved­ stillingen nåedes. Oprindelig skulle der foran volden have været bygget nogle forter, der kunne bryde et fjendtligt angreb sønder, inden hovedvolden nåedes. Disse forters anden hovedopgave skulle være bekæmpelsen af fjendtligt belejringsartilleri, bragt i stilling til bombardement af byen —en opgave, som også var tildelt nord­ frontens fortrække (se senere). En fæstning måtte efter datidens opfattelse ikke alene beskytte

107