HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1964

S V E N R Ø G I N D konsortium hestedrift på linien ved hjælp af en del af det ved auktion bortsolgte dampsporvogns-materiel. Konsortiet klarede sig efter omstændighederne pænt gennem den 5-årige periode, som koncessionen lød på, skønt det var småt bevendt med driftshyp­ pighed og pladsudbud. Der var ganske vist heller ikke meget at køre med, og om vinteren afkortede man da også ruten til Skovs­ hoved Stenplads. Sporvejs-dampdriften på Strandvejen blev således kun et mel­ lemspil i de københavnske sporvejes historie og et temmelig dystert sådant. Det er da forståeligt, at ingen følte sig fristet til på lignende måde at forsøge at udnytte 1875-lovens bestemmelser om adgang til at iværksætte lokomotivkørsel på gader og veje. På det tidspunkt dæmrede det også for sporvejsteknikerne, at fremtiden »lå i luf­ ten«, d.v.s. luftledninger for elektrisk strømtilførsel. I udlandet var man mange steder gået over til at bruge elektricitet som drivkraft for sporvogne, og de indhøstede erfaringer syntes overalt at være gunstige. Der herskede nogen tvivl om, hvorvidt vognene skulle være »selvstændige«, således at de bevægedes ved hjælp af akku­ mulatorer, eller afhængige af strømforsyning fra luften. Da vi om­ sider i 1897 nåede frem til at gøre et forsøg på at erstatte hestene med elektricitet, bestemte man sig til at vælge det første. Omlæg­ ningen krævede imidlertid lovhjemmel, således som den omtalte 1875-lov var redigeret, men denne blev givet allerede i 1895 ve<^ den fremdeles gældende sporvejslov, der var den tredie i rækken. Den gav ministeriet (nu ministeriet for offentlige arbejder) adgang til at give eneretsbevillinger til sporvejsdrift ved hjælp af trækdyr eller enhver form for maskinkraft. Begyndelsen blev ikke gjort af det nævnte Tietgen’ske selskab, der efterhånden havde skabt et ret omfattende sporvejsnet med den først etablerede rute fra Frederiksberg Runddel forbi Tivoli til Set. Annæ Plads og derfra til Trianglen og videre til Hellerup 138