HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1964

O M F A G G R Æ N S E R N E F O R S K I N D A R B E J D E R N E I L A U G S T I D E N

A F P O U L S T R Ø M S T A D

Produkter af skind og læder indtog i middelalderen en langt mere fremtrædende plads i dagliglivet end senere hen. Disse råvarer, som senere på mange områder er blevet erstattet af andre stoffer, var grundlaget for fremstillingen af en mængde nødvendighedsgen­ stande. Klædedragten bestod for en stor del af pelsværk og skind, således f.eks. huer, frakker, trøjer, bukser, handsker, strømper og sko. Desuden brugte man skind og læder til sengetøj, bl.a. til puder, dynevår og skindtæpper, til husgeråd, f.eks. spande, kar og sække, til seletøj og sadler, til beskyttelse af kister og kufferter, og sidst men ikke mindst til krigsudrustning. Om de håndværkere, der fremstillede alle disse produkter op­ rindelig har udgjort en stor hovedgruppe, hvorfra de enkelte hånd­ værksfag efterhånden er blevet udskilt, eller om der har været flere hovedgrupper vides ikke med sikkerhed. Da specialiseringen er be­ gyndt allerede inden den tid, hvorfra vi har bevaret skriftlige kil­ der, og da vi ikke ad anden vej kan udrede forholdene, er det ikke muligt at finde en endelig løsning på dette problem.1 I middel­ alderens senere del var grænserne mellem de forskellige grupper af skindarbejdere flydende, og i nærværende artikel skal jeg søge at udrede forholdene gennem tiden mellem de to hovedgrupper, buntmagere og skindere på den ene side og remsnidere, pung­ magere og handskemagere på den anden side. Det tidligste eksempel på brugen af ordet handskemager i Dan­ mark er fra 126 1. I et testamente fra dette år omtales en hr. Ger