HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1964
P A T R I C I A T O G E N E V Æ L D E bliffue och Staa ved magt i alle maader . . .«. Herpå forlangte borgmesteren så rådstuevidne, hvilket han - selvfølgelig - også strax fik med 35 borgeres navne.147 Også i det 17. århundrede kendte man fuldt ud betydningen af sådanne »eenstemmige« poli tiske tilkendegivelser. Ligesom det ofte citerede brev fra den depu terede fra Kalundborg Peder Trellund om, at ingen af deltagerne måtte forlade stændermødet i København,148 er denne tildragelse på Bogense rådstue et godt vidnesbyrd om den disciplin, der op retholdtes i borgerstandens rækker i de kritiske efterårsdage i 1660. Hans Nansen, som vi i forbindelse med Islands-handelen og Hans Sørensens skæbne har lært at kende som en dreven taktiker og temmelig hensynsløs politiker, har været mand for at få sine stands fæller til at lystre. Også Knud Jacobsen var stænderdeputeret i 1660 og synes lige ledes at have hørt til Nansens kæmetropper. En senere familie tradition ved herom at berette følgende: »Ao. 1660, da det vigtige verck, Kongens Souverainetet skulde ud-arbeydis, blef Knud Jacob sen af Samme Hannibal Sehested [hvem Kn. J. kendte fra tid ligere] forestillet Kongen som En Mand der med Nytte kunde brugis; blef derfor kaldet til Kiøbenhafn«. Nu er det ganske vist afgjort urigtigt, at der var nogen sammenhæng mellem Knud Jacobsens bekendtskab med Hannibal Sehested og hans deltagelse i stændermødet 1660, thi allerede ved stændermødet i 1650 havde han repræsenteret sin by, derimod har traditionen sikkert rigtigt op fattet, at Knud Jacobsen i 1660 var at finde på den rigtige side.149 Endelig kommer vi til Peder Pedersen Lerche, om hvem biskop Bircherod har overleveret følgende anekdote: »Nogle Skilderier, som Lerche havde sig tilforhandlet, lod han udi sin Stue opsætte, og, som Kongens og Dronningens vaar der iblandt, befol han dennem at sættis øverst, med en Snibbe [irettesættelse] til Karlen, fordi han ikke selv havde taget dette i Agt. Som jeg nu samme Tid
21
Made with FlippingBook