HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1964

P A T R I C I A T O G E N E V Æ L D E bliffue och Staa ved magt i alle maader . . .«. Herpå forlangte borgmesteren så rådstuevidne, hvilket han - selvfølgelig - også strax fik med 35 borgeres navne.147 Også i det 17. århundrede kendte man fuldt ud betydningen af sådanne »eenstemmige« poli­ tiske tilkendegivelser. Ligesom det ofte citerede brev fra den depu­ terede fra Kalundborg Peder Trellund om, at ingen af deltagerne måtte forlade stændermødet i København,148 er denne tildragelse på Bogense rådstue et godt vidnesbyrd om den disciplin, der op­ retholdtes i borgerstandens rækker i de kritiske efterårsdage i 1660. Hans Nansen, som vi i forbindelse med Islands-handelen og Hans Sørensens skæbne har lært at kende som en dreven taktiker og temmelig hensynsløs politiker, har været mand for at få sine stands­ fæller til at lystre. Også Knud Jacobsen var stænderdeputeret i 1660 og synes lige­ ledes at have hørt til Nansens kæmetropper. En senere familie­ tradition ved herom at berette følgende: »Ao. 1660, da det vigtige verck, Kongens Souverainetet skulde ud-arbeydis, blef Knud Jacob­ sen af Samme Hannibal Sehested [hvem Kn. J. kendte fra tid­ ligere] forestillet Kongen som En Mand der med Nytte kunde brugis; blef derfor kaldet til Kiøbenhafn«. Nu er det ganske vist afgjort urigtigt, at der var nogen sammenhæng mellem Knud Jacobsens bekendtskab med Hannibal Sehested og hans deltagelse i stændermødet 1660, thi allerede ved stændermødet i 1650 havde han repræsenteret sin by, derimod har traditionen sikkert rigtigt op­ fattet, at Knud Jacobsen i 1660 var at finde på den rigtige side.149 Endelig kommer vi til Peder Pedersen Lerche, om hvem biskop Bircherod har overleveret følgende anekdote: »Nogle Skilderier, som Lerche havde sig tilforhandlet, lod han udi sin Stue opsætte, og, som Kongens og Dronningens vaar der iblandt, befol han dennem at sættis øverst, med en Snibbe [irettesættelse] til Karlen, fordi han ikke selv havde taget dette i Agt. Som jeg nu samme Tid

21