HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1964

J O H A N J Ø R G E N S E N måtte nu, siger den svenske resident i maj 1666, for sine øde bøn­ dergårde betale al den pålagte kontribution, foruden hvad den af sine egne sædegårde måtte give i landgilde, og for øvrigt kontri- buere til soldaternes underholdning. Og, fortsætter han, mange adelige sælger derover deres godser for halv værdi, og bosætter sig i stæderne.236 Vel er den svenske resident ikke nogen upartisk, endsige venlig, iagttager af den nye danske enevælde. Men helt uret kan han ikke have i denne sag. Under Statskollegiets for­ handlinger 1663-64 om proceduren ved gældssager, der bl.a. førte til forordningen af 13. juni 1663, som betegnende nok skulle sikre en mere punktlig efterkommelse af højesteretsdomme i slige sager, fremkom de adelige assessorer i kollegiet 9. juli 1664 med et inter­ essant indlæg, hvori det bl.a. hed, at »rede Penge her i Eders Mayts. Riger och Lande imod Jordegoeds at regne nu befindes at verre faa, och efter nerverende Tiders Tilstand ingen saadan Proportion imellem beggis Værd er, som tilforn hafver vaaret och hoes andere omliggende Naboer er, de fleste Debitorer, som nu mest af deris Creditorer engstis och søgis, ere och de, som eie Jordegods . . .«.237 Svenskerens udsagn støttes ikke mindre af den spekulationsprægede godssamling, som fandt sted på samme tid. Her skal det blot nævnes, at det lykkedes de to rentemestre Mogens Friis og Henrik Müller at samle sig sådanne godskomplexer, som man vist kun kan finde magen til helt tilbage på Valdemars-tiden hos Hvide-slægten i dennes glanstid.238 Disse forhold var naturligvis af største betydning for borger­ standen. Da f.ex. Johan Steinkuhl som nævnt i 1661 søgte om at forpagte Beldringe og Lekkende, ville han naturligvis have tidens tilstand og bøndernes vilkår taget i betragtning, og det hed sam­ tidig, at kgl. bygmester Albert Mathiesen havde taxeret reparations­ udgifterne til c. goo rd., og desuden var hele stalden på Beldringe faldet om siden taxationen.239

5 6