HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1964

J O H A N J Ø R G E N S E N men med Jens Lassen, Morten Mikkelsen og Niels Friis indgav han 17. november 1653 en ansøgning til den spanske konge om at måtte drive slavehandel,251 og ved oprettelsen af det tidligere omtalte sukkerraffinaderi repræsenterede Gabel prinsesse Frede­ rikke Amalie, hvilket viser, at hans tilknytning til københavnske patricierkredse var en kendsgerning allerede inden belejringen og statsomvæltningen. Om Christoffer Gabels andel i denne er vi, ganske som når talen er om de andre implicerede, henvist til for­ modninger. Så meget er dog vist, at han har haft fast og sikkert stade på den rigtige side. Embedet som rentemester blev Gabels første udbytte, og mere fulgte, 1660’erne blev hans glanstid. Gabels regnskaber for disse år viser umiskendeligt, hvilken nøgle­ stilling han nu indtog. I ham havde kong Frederik fået en såre nyttig rentemester, der, når statskassen var tom, og det var den næsten altid, af egne midler kunne klare de mest påtrængende ud­ gifter til lønninger og leverancer. Frem til april 1664 forstrakte Gabel hofmesteren Christoffer Sehested med 5.300 rd., hofråd Fr. v.d. Wisch fik i samme tid 3.000 rd., ceremonimester Speck- hahns gage udgjorde 2.000 rd., generalbogholder Johan Steinkuhl havde, som vi allerede har set, modtaget 4.866 rd. Hans Pedersen Bladt, rentemester Henrik Müllers svoger, havde fået 3.277 rd. En så nyttig person som slotsfogeden Joachim Waldpurger, der havde tilsynet med de i Blåtårn forvarede, havde modtaget 2.716 rd. og amtskriveren på Kronborg Isbrandt v. Holten 1.294 rd- Dertil kom, at en række hoffolk og embedsmænd havde modtaget mindre summer. Der kan ikke være tvivl om, at Gabels navn har haft en egen klang blandt datidens hof- og statstjenestemænd. Man læse blot den underdanige og ydmyge memorial, Erasmus Byssing, sognepræsten på Christianshavn, hvis kaldelse havde givet anled­ ning til Hans Sørensens og Hans Johansens ufrivillige ophold i Blåtårn, sendte Gabel, netop medens sagen stod på.252 Efter at

62