HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1964

J O H A N J Ø R G E N S E N adel forargedes, var hvad man kunne vente, men - mente Ditlev Ahlefeldt —den lå nu, som den havde redet. Vel var folk som Gabel og hans lige parvenuer, men det danske rigsråds svaghed over for kongemagten var foragtelig, og særlig foragtelig var na­ turligvis en overløber som Gabels foresatte i Rentekammeret, Han­ nibal Sehested; » . . . Og har jeg set ham nogle Aar senere, da han havde mistet al Respect, og foragtet, uden Midler og den Splendor, hvortil han tidligere var vant, opvartende Lente og Gabel og levende paa deres Naade og Anbefaling hos Kongen, og for silde angrende sin Tilfredshed over Rigshofmesterens Yd ­ mygelse, i hvilken nedværdigende Tilstand han forblev og endte sit Liv. Og var saadanne Folks Fald, som Ulfeldts, Hannibals, Pentz’ og Kantsler Rebenklaus de første Skridt til Souverainiteten, der adskillige Aar senere indførtes, idet den efterfølgende Rigshof­ mester Gerstorf og de øvrige Rigsraader ikke mere vare Raader, men Tilbedere og Smigrere af Kongens Villie, og underkastede sig denne med total Forlis af Statens Frihed, indtil sidenhen, Anno 1 660 —med samtlige Rigsraaders Samtykke og Billigelse og ialtfald til deres egen uudslettelige Skam og Skjændsel - alle Grundlove, Statens Rettigheder og Privilegier bleve casserede og annullerede, hvilket affødte den monarkiske Stat med et despotisk Herredømme og den slaviske Lvdhørighed, der ikke sømmer sig for frie Mænd, men for Trælle, og som vore Forfædre i Danmark, som de ivrigste Tilhængere af Fædrelandets Frihed, indtil da ikke havde kjendt«.279

72