BernstorffsEftermæle_2

( 164 )

Du mécl Rosenkjæder bulder Broderfolk til Enighed.

Ak! hvi morkner Vemod Glæder? Hjertet tænker B e r n s t o r f f s Navn, Visdom sorger, Folket græder Ved hans Savn.

H a n e r ej m e r ! Saa fla g e Danmarks S letter,

Saa lyder Vemods Rost blandt Norges Fjelde, Den Æ d le , som har værnet Nordens Fred , Han er ej mer! — K lo g , men retfærdig, Urort a f Trædskheds Sm iger, V ed Overvældens T ru sel uden F ryg t, Stod han , en trofast Ven A f Konge, Fædreland , og Mennesket.