BernstorffsEftermæle_2

( »67 )

•/

E f t e r t a l e n . Haab! din Himmelstemme lyder r Smerten dulmer ved din Rost, Dine glade Straaler bryder Mulmet i det bange Bryst. Mildt du letter Slavens Rjædey Venlig torrer Armods Graad; Du forjætter evig Glæde For hver ædel Id og Daad. O Visdoms Yngling! brænder ej dit Hjerte Ved B e r n s t o r f f s Grav? O! folg lians L iv , og haab hans Dod! Er det ej H e ld , Med mandig Ro at hore Bodens Rost, Og frejdigt folge den med Himlens Haab? Er det ej stort, At være Jordens Savn , Og blot at have vakt erkjendtlig TaareP

j

i