BernstorffsEftermæle_2

V i formåae ikke at skue ind i det velgjorende Forsyns skjulte Veje. V i knurre ofte, og iroe os ulykkelige, fordi en useet Magt noder os at be­ træde dem. Men under Vandringen, som vi kummerfulde begyndte, see vi omsider Roser opspire under de Fjed, vi gruede for, og ved Banens Ende, naar v i skue tilbage, erkjende v i , at hvad v i ansaa for uoverstigeligt, har igjennem en let Omvej fort til et Maal, som vi neppe i vore hojeste (Fisker turde tænkt os muligt at opnåae. Saa- ledes kunne v i ogsaa nu af Folgerne udlede, at BernstorJJ's Bortgang., over hvilken v i da sorgede, som over et af ( 44 )