GamleKøbenhavnskeHuse (2)

træet“ fra 17 30 (S. 19). Her, trods noget Sted, oplever man den Skønhedsværdi, der kan ligge i korrekt, t a k t ­ fast Placering af Yinduer og i rimlige og gode Forhold mellem Vinduer og Murflader. Selv Anbringelsen af den lille Dør, omhyggeligt passet ind i et Yinduesfag, er helt vellykket. Dette lille, sobre Borgerhus er paa sin Vis en Perle! Netheden i københavnske Huse af denne ligefremme, prunkløse Slags virker altid behage­ ligt. Slige Bygninger bliver selvfølgelig alle saa temme­ lig ens, hvad enten de er det ene eller andet Slægtleds Værk og selv tarveligt byggede Baghuse af denne for­ enklede Type — som Bagbygningen til Studiestræde Nr. 8 — kan virke helt forsonende i K ra ft af gode Forhold (S. 4 1). Hvad der er saa fornøjeligt ved adskillige Huse fra Aarene efter Branden og senere hen, er smaa, pæne Ting i Form af Indskrifttavler, Skilte eller blot lidt Skulptursten, der liver op i de saa velopdragne Facader som Smil over en Anekdote. I Huset, Nr. 4 i Nybrogade standser v i uvilkaarlig ved Tavlen i Muren og læser Værtshusholderen Hans Blasens Navn og Husets Aars- tal (S. 19). Slige Tav ler er selvfølgelig intet n y t; i Renaissancetiden vilde Fo lk have Inskriptioner paa deres Huse, ofte af forbavsende Længde, og man havde elsket Ornamenter i Træ eller hugget i Sten. Selv paa ganske enkle Borgerhuse fra de følgende Smags­ perioder og navnlig op gennem 18 . Aarh ., holder man af at anbringe ornamenterede Slutsten over Døre eller Porte, og det hænder ofte, at slige morsomme Paafund kalder paa vor Opmærksomhed, naar v i vandrer i Byens gamle Kvarterer. I St. Kannikestræde Nr. 9 ser man en Sten med smukt udhugget Cartuscheornament og Aars- tallet Anno 170 3 (S. 47), en anden yngre i Sofiegade Nr.7 56

,1