ØrbækHansWilhWarnstedt

117

Lassen, som under politi-opsigt gennemgik theaterregn- skabet i sit kontor paa Christiansborg slot over de kgl. stalde, skriver til sin tidligere chef og meddirektør: »I en aarrække har jeg været overtydet om Deres bevaagenhed, men den velvillige tone, De tilskriver mig i, den aabenhjærtige maade, De baade mundtlig og skriftlig omgaas mig og Deres udta­ lelser til fremmede, endda mig ganske ukendte om mit hjærte og min adfærd som menneske og embedsmand, forsikrer mig saa fuldstændigt om Deres venskab, at De ikke skulde unddrage mig det, om man endog paalægger mig lænker for at opfylde lovens strenghed. Denne Deres optræden har skaffet os de nedrigste fjender. Jeg frygter at theaterchefen grev Ahlefeldt forledes til større haardhed end han har nødig, han har meget mindre at frygte fra publikums side end han tror, da jeg uden at sætte mindste sminke paa min forbrydelse selv skal gøre publikum bekendt med min histo­ rie, hvilket jeg skylder mine børn, især min ældste søn.« Omsider lykkes det Warnstedt at slippe fri, og han tyer da til Frederiksdal for at samle sig og tænke over sin egen stilling. »Her sidder jeg i det skønne F. omgivet af den her­ lige natur og mange godmodige mennesker, — men saa daarlig i min mave og saa forstemt over et brev fra den, frygter jeg, rent ulykkelige Lassen, at jeg virkelig ikke ved hvad eller hvordan jeg skal skrive Dig til for ikke for øjen­ synlig at blande min kolik og min bekymring i de ord, jeg bør skrive. Mit hjærte er Dig saa helt hengivent, saa fuldt af broderlig ømhed; saa taknemmeligt for hvert ord og fin følt udtryk i Dine velsignede breve. Jeg har saa meget at fortælle Dig om vores venlige, uskyldige levemaade, men brevet fra L., koliken og den deraf flydende malaise i krop og sind holder mit hjærte lukket for uddunstning, som en svineblære gør det med en vel forvaret syltekrukke. Hvor lidet, jeg forstaar at styre mig selv i mine affectioner, vreder,