ØrbækHansWilhWarnstedt

1 2 1

i brillant forfatning. Den latterlige fordom at han, som tæller de haar, han skabte og som agter paa retskafne men forfulgte forældres velsignelser over deres børn, — ligesom han i 3’ og 4’ led lader børn føle under forældres misdaad, passer slet ikke mer for vor oplyste alder og opløste sæder. Alt i verden maales nu efter egoismens calculs. Hvad man fordum holdt for virkninger af alherrens styrelse, er nu intet uden effekt og snedig eller skarpsindig list. I vor vaar farves alt af haab, og vor manddom blænder sig som oftest med for høje begreber om sin styrke. Jeg beder Gud om en rolig alder (dom ). Spørger Du, hvortil alt dette vaas? Jeg kom til at tænke paa Lassens sag og at erindre de elendige domme, der fældes derover. — Ikke Satan selv skal kunne gøre mig til deltager eller medvider, men bittert er det at være omtalt, alene fordi man vilde redde en ulykkelig fa­ milie. Det var Bernstorffs raad at stemme prins Carl til mildhed for Lassen. Jeg, som for 2 aar siden selv bidrog til, at L. erholdt et banklaan af 13.000 rdl., maatte tro, at han derved blev hjulpet, og i det mindste erklærede han mig den gang, at han da blev lykkelig og intet mer havde paa sit hjærte ved indskuddet i enkekassen for hans kone. Han stod ikke under min eller direktionens kontrol, men var af kongen paa Numsens forestilling udnævnt til øconomisk direktør. Det var vel en sottise, men derfor maa hr. Numsen være ansvarlig, thi han gjorde solo, ganske solo, for at ærgre og ydmyge mig og dække andre sottiser. Gid jeg kunde lade være at sende Dig dette vrøvl, men det skal bort, fordi Du maa vide, at jeg taler med Dig, naar Du er fraværende.« Naar Warnstedt ved omtalen af sine sødskendes og sin egen heldige livsskæbne kalder sig hofchef og envoyé tager han forskud paa fremtiden, hans udnævnelse til dansk ge­ sandt i Portugal kom aar senere, og ceremonimestervær­ digheden laa langt ude i fremtiden. Hans tilsyneladende