ØrbækHansWilhWarnstedt

124

som virkelig var mig tungt, lod jeg hoffureren komme for at spørge ham om dagens indretning ved hoffet. Han sva­ rede, at alt blev som sædvanlig, at han havde sin approberte liste paa gæsterne ved taflerne, og at han gjorde regning paa den fornøjelse at se mig. Jeg fandt mit navn paa listen, gik til kuren, komplimenterede kongens marschal, spiste ret godt, og i godt nabolav, skrabede som jeg skulde skrabe og teede mig iøvrigt, tror jeg, uden affectation som et hofmenneske, der har meget at afbede hos Gud, men lidt eller intet hos mennesker.« Vintermaanederne 1793 tilbragte Warnstedt i landlig ensomhed paa Frederiksdal, han boede sammen med tjenestefolkene i et værelse i kælderetagen, det var haabløst at forsøge at opvarme de store værelser og trappegangen i slottet, der var opført til sommerbolig, grevinde Schulin boede i København. »Jeg mærkede ret kulden igaar jeg gik indpakket op efter et landkort — skriver Warnstedt til søstrene — solen oplyste saa skønt værelserne og udsigten var saa forskellig fra min beskedne kælder. Paa engang raabte min Christian — det var da en forbandet kulde her er, herren maa sandelig gaa ned igen! Ja sygdom kommer springende, gaar krybende, — hvor ere vore, Dine og mine henfløjne 50 aar? — Tak for besøget i Søndags og for alt det velgørende, det bragte mig. Nedtrykt og daarlig var jeg den hele gaarsdag, vejret var bittert og fælt, stum var jeg for indtryk af enhver blid følelse. Hvor nøje forbindelse er der mellem sjæl og legem, hvor mærker jeg efter at have læst i Bonnet, hvormeget sanserne indvirke paa sindet og hvor fornødent det er at regere disse med fornuft. Alt det gode slægt og venskabsforbindelser, min glade fremtidsudsigt laa i tydelig grundtegning for min indbildning, men min malaise tillod mig ikke at finde mindste skønne forme at pynte tegningen med. Da jeg var ganske ene syntes jeg først at faa mod til at tage fat paa en ubehagelig tyk pakke pa