ØrbækHansWilhWarnstedt

128

deficit. Lykkelig de, der leve fjernt fra hoffet! Jeg var hos Tetens idag for at takke for mangt et godt raad. Jeg sagde, de skulde være velkomne hos Dig, naar de uden ceremoni vilde komme en dag for at nyde stedet. De nævnte Onsdag i næste uge, var det ikke en lejlighed at bede Schultz og kone, men saa ingen mer — tilgiv, at jeg saaledes disponerer over Dig og Dit bord. Bortgangen fra mine kære søskende vil blive det tungeste for mit hjærte, begyndelsen i min nye vej vil geleides af megen kummer. Men den gud, som saa ubegribeligt har draget os frem for lyset og ligesom i os villet lønne vore forfædres lidelser, vil ikke unddrage os sin forsorg. Jeg stoler ogsaa paa eders gode forbønner, thi jeg har stedse den simple bonde tro, at den godes og retfæi diges bøn formaar meget. Kl. er nu 4, solen stiger just i dette nu ind i min stue, jeg faar en lang dag, men for kort til alt det, jeg har at udrette. Til Bernstorff maa jeg absolut lmor- gen og til Schimmelmann, én sten har jeg faaet fra hjærtet, nemlig min afsked fra hoffet, som i al betragtning var meget tilfredsstillende. Procurator, auktions og vurderingstur, en jøde med en forfalden vexel, som skal betales i middags­ stunden og tusind andre sysler.« Paa den tid opholdt Zii- richer-præsten Lavater sig i Danmark. Han var en meget kendt mand, og hans mystisk religiøse værker læstes af mange mennesker. Dog var det særlig hans lære, at menne­ skets karakter og tænkemaade afspejlede sig i ansigtstræk­ kene, der gjorde ham populær. Han var indbudt af en kreds af adelige familier og opholdt sig dels paa godserne dels i København. Wamstedt havde flere gange været sam­ men med Lavater, som synes at have fundet særlig behag i kammerherrens ydre. De vekslede venskabsgaver, og om Lavaters afrejse, som Warnstedt overværede, skriver han: »Lavaters godhed mod mig opvakte kendelig misundelse hos forskellige folk. Jeg gør ham idag en present og vinder jeg