ØrbækHansWilhWarnstedt

132

kun hans tanke- og drømmeslot, hvortil han søgte, naar nu­ tid og fremtid syntes ham altfor truende. »Her sidder jeg da i Roskilde beklemt og saa dybt bøjet, at end ikke et ord kan komme over mine læber af frygt for at ledsage det med en strøm af taarer, og jeg vil være man­ dig men hvor lidt kan man det ved at rives fra sin slægt. Du Louise, Du Sophie, I var mig altid ubeskrivelig kære, endda naar jeg mest trængte til al jeres overbærelse, — men nu jeg maatte rive mig fra jer, nu følte jeg det i sin fulde bitre styrke, at jeg sandelig aldrig vil kunde leve rolig og ret glad langt fra jer. V i er saa nøje forbundne ved sind, hjerte — lidelser. Jeg kunde intet sige jer af det, mit hjerte var fyldt med, men jeg kan mindre skrive. Alt mange dage stod hjærtet mig i halsen, som man siger, og vilde for­ lade mig, naar jeg tænkte tanken: nu skal Du fra dem, idag blev tanken kummer, sorg og endelig smerte, som hvert øje­ blik vilde kvæle mig. Stakkels Frydendahl gør sig megen umage for at distrahere mig, jeg maatte bede ham intet at sige mig, og vi kom hertil uden at spilde en stavelse. Jeg gik til den gode, jer saa hjertelig elskende fru Preusen, men ogsaa der fulgte og beholdt jeg min dybe kummer. Gud vil lindre min sorg, det ved jeg, men altid vil det nage mig med stor kval, at jeg er langt fra Dig Louise, Sophie og Sigis. Gud den almægtige beskytte, ledsage og velsigne jer alle! Jeres forgrædte og sørgende Hans. — Hils alle jere gode folk, de gode mennesker gjorde mig det ret tungt, hils dem fra os alle tre. Fryd. kom med et brev til Sigis, som han elsker. Han er saa ubeskrivelig taknemmelig og hans lovtale over jer gav ham ret at tale, han interreserte mig dermed, og med hans store omhyggelighed for mig, mer end nogensinde. Ogsaa Christian kysser jere hænder, jeg har til min trøst gode mennesker om mig, som jeg vil gøre alt det gode, jeg kan. Guds fred og velsignelse over jer evindelig!!!«