ØrbækHansWilhWarnstedt

151

tet.« Den bedring af kammerherrens pengeforhold, som den næsten paatvungne sum fra en person, der ønsker at være ukendt, havde bevirket, sætter hans livsmod nogle grader i vejret. Han gaar i comedie og da han en aften kommer ind i den store pladsloge, som i Hamburg — i modsætning til København — er aaben og lys, vender en mand sig hastig om, stod op og faldt ham om halsen, det var Wessel fra Norge. Jeg var, tilføjer Warnstedt, ret meget for denne mands broder, mer end jeg den tid troede at være, og dette lod manden mig ved denne lejlighed vide. Selv December­ termin, som i 27 aar foraarsagede ham dødelig ængstelse, møder ham inderlig glad og rolig »uden at nogen negocierer min undergang, uden banghed for nærværende og tilkom­ mende sorte øjeblikke, lovet være Gud, som rev mig ud af kvælende kummer og satte mig paa ærens og lyksalighedens vej. Jeg har nu faaet min instruktion med et skønt brev fra Bernstorff. Han siger, den velsignede mand, at han i betragtning af aarstiden henstiller til mit eget godtfindende, naar jeg kan rejse. For nogle dage siden vilde man indbilde mig, at den Kaas’iske familie gjorde alt for at Georg Kaas skulde blive minister i Lissabon. Jeg havde vist grublet der- paa, hvis en anden end Bernstorff havde været minister.« En sky paa den klare himmel, er kammerherrens bekym­ ring for nogle pakker, indeholdende teater og familie docu- menter. Han havde bedt etatsraad Wewers kontor sende disse pakker til Frederiksdal slot, hvor de skulde opbevares, nu frygter han, at de fejlagtig er sendt til Lissabon. Han var hele sit liv yderst forsigtig med sin correspondance og ængstelig for, at den skulde komme fremmede i hænde, vi har set, at en del blev brændt under hans ophold i Frede­ riksdal 1792— 93. Hans gode lune strækker sig endog til følgende beskrivelse af hans helbredstilstand, som han ellers tog meget alvorligt paa. Det drejer sig om de gamle skrøbe