ØrbækHansWilhWarnstedt

153

selv hjælpe mig med feltskærens mundtlige undervisning, — hvilket ogsaa skete, men Gud bedre til liden baade for min nattero. Thi i stedet for at indsprøjte mig det bestemte kvan­ tum, lod jeg af skræk for denne fremmede følelse det bero ved det halve, hvoraf der da fulgte, at der imellem min lille souper og den omtalte mælk blev et vidtløftigt rum, som indeholdt en stor del meget vilde, eller rettere, forvil­ dede aander, der efter deres natur søgte frihed, og da de i betragtning af omtalte to proppe, — souper’en og mæl­ ken — hverken kunde komme op eller ned, og dog var generte, saa fløj de med ubeskriveligt bulder om i mit hele indvortes og voldte mig en søvnløs nat i dødsbeklemmelse. Henimod morgenstunden kom der endelig en traktat istand mellem dem og mælken, og saa forlod de mig med forfær­ deligt charlataneri; men derved var mit onde endnu langt fra forbi: souper’ en, som ingen vej havde fundet, gjorde holdt oppe i mit bryst og dér er den bleven til idag. Dette volder, at mine besværligheder er forøgede med én endnu: en liden indigestion, som Mumsen og jeg nu angriber med Sedlitzervand og diæt. Naa I har læst dette saa berolige de andre: min tilstand er besværlig, men hverken dødelig eller farlig. Hvis jeg kun hastig kunde komme til at sidde paa min værste plage, vilde jeg næsten ikke nævne de andre, men denne krympen og vriden er besværlig.« Men Warnstedts sind, hvor vejen fra glæde til sorg er kort, rummer bekymringer, selv om overfladen kruses af lune og vid, og sønnens fremtidsskæbne ligger ham tungt paa hjærte. Planen at beholde ham hos sig og tage ham med til Lissabon, føre ham ind i en helt ny kreds, maatte opgives af mangel paa penge. Følgende udtalelser til den ældre søster rummer alvor, det haarde kravs og de sociale fordommes uhyggelige alvor. »Tak, bedste Louise, for alt det fornuftige, Du siger om