ØrbækHansWilhWarnstedt

154

Frydendahl, han har selv skrevet mig omstændeligt hvert Ord af Dig og Sofie. Jeg har givet ham complet frihed og raadet ham til at anvende dette mellemrum af fuld uafhæn­ gighed, det bedste gode, jeg har kunnet give ham, til alvor­ lig selvprøvelse. Hans frie valg skal faa mit fulde samtykke, men han vil, at jeg skal pege paa hans valg, men det er mig for svært, jeg afskyer theateret — og ved intet andet for hans udkomme, ved intet andet at tilraade ham end dette ulyksalige theater, hvorved jeg maa skille ham fra de for­ bindelser, det har kostet mig saa meget at skaffe ham. At vide ham i den vej er det, som tynger mig, raade ham til en anden, hvori han kunde lide mangel eller hans under­ hold blive mig saa svært, at jeg ikke kunde slide mig ud af gældslænker, er lige saa sørgeligt. Jeg ved, han blindt føl­ ger min vilje. Jeg bør ikke sætte ham blot for nærværende mangel eller uvished for fremtiden, om Gud skulde kalde mig. Glem aldrig at jeg har sagt, at det er med dybeste vemodighed, at jeg da i Guds navn vil raade ham til thea­ teret, siden han absolut kræver mit raad. Tænk, hvor tungt det er ved dette raad at skille ham fra alle mines godhed og at byde ham ej mer at nærme sig dem, naturen binder mig til eller de steder, de opholde sig. Han har et fortræf­ feligt hjærte og en adel i sindet, som mange prinser maatte ønske sig. Gid han aldrig maa føle fordommenes undseelse for hans stand, det vil gøre ham ulykkelig.« Den 12. Feb. 1795 optraadte Frydendahl efter 3 aars fraværelse atter paa det kgl. theater og gjorde lykke, hans øgenavn fra tidligere, jammerdahl, fandt ikke mere anven­ delse, hurtigt arbejdede han sig frem i første række. »Fryds debut kan langtfra ikke fornøje mig, skriver Warnstedt, gid han ikke havde denne vederstyggelige vej nødig, eller jeg kunde bruge ham til noget andet. Han ligger mig tungt paa hjærtet, thi i den by og blandt det folk skal det være