KapitlerAfKøbmagergadesHistorie

Pedanteri, og at han hængte sig i Petitesser. Han holdt som Overceremonimester strengt paa Etiketten og efterlod et Værk i fem Bind: Ceremonialia. Men samtidig vilde han gerne hjælpe, hvor han kunde, og Familien Horrebow nød i hvert Fald godt af hans medfølende Hjerte. 1730 blev der bevilliget 300 Rigsdaler til Istand­ sættelse af Taarnet og de astronomiske Instrumenter, men de blev næppe saa præcise som dem, Ole Rømer og Horrebow i Forening havde konstrueret. Først elleve Aar senere, i 1741, kunde Observatoriet betegnes som nogenlunde fyldestgørende, da der paa Toppen af Rundetaam blev opført et mindre Taarn, forsynet med Ækva­ torial- og Meridianinstrument. Men Horrebow var nu en Mand paa 62 Aar og vir­ kede ældre. Kampen for det daglige Brød havde slidt ham op. Sønnerne Christian og Andreas besørgede Observationerne. Man stillede 1748 Geheimearkivaren, den sprænglærde Filolog og Historiker Hans Gram’s Fløjlskiste ned i Krypten under Trinitatis, og det skønt Hustruen, som han havde elsket meget højt, laa begravet i Holmens Kirke, hvor hun var blevet bisat allerede 1719. Anne Cathrine Sylvers havde været ti Aar ældre end sin Ægte­ fælle og først gift med en hovedrig Grynmaaler. Og Grynmaalerens mange Penge gjorde Hans Gram uafhængig Resten af Livet. Blandt sine talløse Hverv havde Hans Gram imidlertid ogsaa det at være Kirkeværge for Trinitatis, derfor hørte han hjemme hér mellem de mange adelige Lig. Hans Gram kunde underholde et stort Selskab, fortælle blændende om Versail- les, skønt han aldrig havde været der, og man bad ham alle Vegne. Med Damer talte han dog ikke Latin, et Lapseri, han gerne tillod sig i lærde Mænds Forsamling, og Fruer og Frøkener flokkedes om ham ved Assembleeme i Greve Wedel-Jarls- berg’s Palæ i Norgesgaden hos den engelske Ministerresident Walter Titley for at lytte til hans aandfulde og vittige Konversation. Holberg og han nærede gensidig Agtelse for hinanden, men intet Venskab. De var for forskellige. Hans Gram, en jydsk Præstesøn, paatog sig en Mængde Opgaver og fik Tid til at løse dem. I Vir­ keligheden var han som Holberg en ensomMand, hans bedste Venner var Bøgerne. Da han følte, at han skulde dø, lod han Tjeneren bringe alle Bibliotekets Bøger ind til sig. Siddende i sin Lænestol, iført Slaabrok, tog han een for eenAfsked med dem, lod Haanden kælende glide hen over Bindet, bladede lidt i dem og indsnusede Duf­ ten af Støv. Suhm, som tilfældigvis aflagde ham en Visit, overværede Optrinet. Christian Horrebow overtog 1753 Faderens Embede som Professor og Leder af Observatoriet paa Rundetaam. Han var paa det Tidspunkt 35 Aar og havde sin ti Aar yngre Broder som Assistent. Faderen og Holberg havde aldrig rigtig kunnet 83