København_1840-1940

7 4 B O L I G - O G B Y G G E F O R H O L D de blev bekendt med Overtrædelser, da disse som oftest bundede i Beboernes Fattig­ dom. De her nævnte Bestemmelser genfindes i Sundhedsvedtægten a f 1918 , dog med den Ændring, at Lejlighedsstørrelsernes Minimum pr. Boende (Voksen eller Barn) er fastsat til 10 m3, eller for saa vidt Beboelseslejligheden findes i Kælder eller Stueetage til 12 m3. Endvidere indeholdt Vedtægten Bestemmelse om Ansættelse a f et teknisk-hygiejmsk Tilsyn, hvilket i 1921 fik sin endelige Udformning ved Indførelsen a f et kommunalt Boligtilsyn, hvortil de kommunale Sygeplejersker, Plejebørnstilsynsdamer og Kom­ munelæger fik Pligt til at anmelde iagttagne sanitære Mangler. Boligtilsynets Opgaver blev først og fremmest en Kontrol med og Administration af de her refererede Bestem­ melser i Sundhedsvedtægten, og hvis de forefundne Mangler efter Forhandling med Ejerne ikke blev afhjulpet, da Henvisning til Sundhedspolitiets Behandling. I den foi- løbne Aarrække har Boligtilsynet behandlet Forholdene i et betydeligt Antal a f Byens daarlige Beboelsesejendomme og draget Omsorg for, at adskillige Mangler er blevet afhjulpet, men derimod har Tilsynet kun i meget ringe Omfang evnet at faa gennem­ ført Forbud mod Beboelse af hele Ejendomme, endsige Karréer. Naar Tilsynet i de forløbne Aar ikke har virket som Saneringsmyndighed, kan der foruden Lovbestemmel­ sernes Ufuldstændighed peges paa, at Boligforholdene i største Parten af den Tid, hvor Tilsynet har eksisteret, har været af en saadan Karakter, at der ikke har været Mulighed for at give Afkald paa Beboelsesejendomme, der egentlig for længst burde være dømt til Nedrivning. I Bemærkningerne til Lovforslaget af 1889 udtaltes det, at man var gaaet saa grundigt til Værks, at Lovgivningsvirksomheden »dermed for et længere Tidsrum maatte kunne betragtes som afsluttet paa dette Gebet for Staden Kjøbenhavns Vedkommende«. Disse Ord fik en Gyldighed, som Lovens Fædre næppe havde tænkt sig, idet der bortset fra Tillægsloven af 1895 og forskellige Ændringer af Lovens Ekspropriationsbestemmelser, senest ved Lov a f 16 . Maj 1934 ? kom til at gaa 50 Aar, inden det trods gentagne ener­ giske Forsøg lykkedes at faa gennemført en ny Byggelov for København. Naar det nu betænkes, hvilken Udvikling Byggeriets Teknik og Bolighygiejnen har gennemløbet i den sidste Menneskealder, kan man med Rette spørge om, hvordan det har været muligt gennem en saa lang Aarrække at klare sig med Lovbestemmelsei, der for en stor Del var udarbejdet i Midten af forrige Aarhundrede og altsaa tog Sigte paa Forholdene, saaledes som de var i den gamle By indenfor Voldene. Svaret herpaa er, at det har kunnet lade sig gøre derved, at Bygningskommissionen gennemførte en udstrakt Dispensationspraksis, hvortil der fandtes Hjemmel i Loven. Paa væsentlige Punkter har det af Kommunalbestyrelsen i 1915 udarbejdede Byggelovforslag været normgivende. Til en vis Grad lykkedes det herved at afbøde 1889 -Lovens manglende Smidighed, men Resultatet blev ganske vist, at adskillige Bebyggelser gennemførtes ved Hjælp af Dispensationer i et saadant Omfang, at Loven tilsidst præsenterede sig gennem­ hullet som en Si. Bygningsteknisk er det vel herved lykkedes at følge med Tiden, men derimod har det ikke været muligt at forhindre, at store Dele af Byen, i Ly af den forældede Lovgivning,