292564007

T i l A ld e r s t r o s t

VTaar snigende Sot ebber Livet ud, ^ ™ Naar Musklen forvittrer i Smerte: Da Samaritanen følger sit Bud, Med følsomt og varmblodigt Hjerte; Om Saaret han lægger det faste Bind, I Vunden han gyder sit Balsam ind; — Og Livsmodet vender tilbage. —

Du „Alderstrøst*, — selv paa Straaleje født, Forstaar bedst den Fattiges Kvide. Din Barndom var stræng — nær var Du forblødt, — Du Modgang og Kval maatte lide. Dog Livskraften sejred — Du vokset Dig stærk, Med Flid tog Du op Dit velsignende Værk, Din Stand, Dine Venner til Ære. Nu staar Du i Manddommens fagreste Vaar, Hver Hindring er ryddet til Side. I Fremskridt og Styrke forrest Du staar, — Beredt, for de Svage at stride. Barmhjærtigheds Fane,- det er Dit Symbol, Nu straaler Dit Skjold som en luende Sol. „ Alderstrøst!u — højt Din Stjerne skal stige. —